Krimi26. juli 2022

Politiet advarer mod "dansetyven"

Københavns Politi har de seneste måneder oplevet flere forskellige eksempler på lomme- og tricktyverier. Nu advarer de om "dansetyven"
Sommer betyder også højsæson for trick- og lommetyve. Københavns Politi opfordrer før Jonas Vingegaards fejring onsdag, at folk er opmærksomme, når festen går løs. De har nemlig oplevet flere lommetyve på det seneste.
Sommer betyder også højsæson for trick- og lommetyve. Københavns Politi opfordrer før Jonas Vingegaards fejring onsdag, at folk er opmærksomme, når festen går løs. De har nemlig oplevet flere lommetyve på det seneste.
 Foto: Bent Midstrup/Nf-Nf/Ritzau Scanpix

Med sol og varme er det også højsæson for trick- og lommetyve.

Københavns Politi har de seneste måneder oplevet flere forskellige eksempler på tyverier.

Forud for Jonas Vingegaards store fejring i morgen advarer de derfor nu blandt andet mod tricket "dansetyven", og opfordrer folk til at være opmærksomme.

- ”Vi ser i øjeblikket flere sager, hvor borgere bliver snydt og får stjålet værdier af tricktyve, og derfor vil vi gerne gøre borgerne opmærksomme på, hvordan man bedst beskytter sig mod tricktyverier,” siger leder af tyverisektionen i Københavns Politi, Nicklas Stage Poulsen.

Bruger flere tricks

Politiet er i gang med en målrettet indsats mod tyvene, hvilket lørdag resulterede i anholdelse af en 19-årig mand.

Han er sigtet for to tricktyverier i det indre København, hvor han blandt andet brugte "papirtricket".

I begge tilfælde lykkedes det manden, der er udenlandsk statsborger, at stjæle en mobiltelefon fra de uvidende ofre. Han er siden blevet varetægtsfængslet i 16 dage.

Lommetyve er profesionelle og gør brug af forskellige metoder til at stjæle fra folk.

Politiet vil gerne advare om nogle af de metoder, der er blevet brugt på det seneste.

"Dansetyven"

Dansetyven afleder opmærksomheden fra tyveriet ved at ’danse’ med sine ofre og går ofte efter personer med synlige værdigenstande, som fralistes under ’dansen’.

Dansetyvene begynder nogle gange med at give en high five eller beder ofret tage et billede, inden de bruger dansetricket.

I flere tilfælde har vi også set, at de udgiver sig for at være flaskesamlere for at komme tættere på borgere, der sidder i byens parker.

Derfor:

  • Vær ekstra opmærksom på dine værdigenstande, især hvis andre personer går tæt på dig
  • Råb op, hvis du bliver udsat for tyveri. Tiltræk dig opmærksomhed, så andre ser, hvad der foregår. Det kan skræmme tyven væk

Generelt handler det om at være opmærksom, når man bevæger sig på steder med mange mennesker.

"Papirtricket"

En tricktyv bruger et stykke papir, f.eks. et bykort eller et A4-papir med tekst til at dække over en genstand.

Det kan eksempelvis være en mobil på et cafébord. Mens tricktyven afleder opmærksomheden med papiret, bliver mobilen stjålet.

Derfor:

  • Vær opmærksom på din mobil eller andre ejendele, hvis en person henvender sig med et kort eller papir, når du sidder på en café eller restaurant
  • Undgå at placere dine værdigenstande fremme på bordet, når du er på restaurant eller café

Udover de mere udspekulerede tricktyverier skal man også være opmærksom på den "klassiske" lommetyv.

De ynder at stjæle fra folks lommer og tasker på travltbefærtede steder som togstationer og forlystelsesparker.

Sponsoreret indhold