En af politiets patruljebiler er onsdag aften kørt galt på Bornholm.
Det skriver Bornholms Politi på det sociale medie X.
De to politifolk, der var i bilen, er blevet kørt på hospitalet for at modtage behandling. Deres tilstand er ikke kritisk.
Ulykken fandt sted klokken 21.26, da patruljebilen satte efter en anden bil for at standse den. Det skete foran Hotel Nordlandet, der ligger mellem Sandvig og Allinge.
Fordi patruljebilen kørte galt, lykkedes det ikke politiet at stoppe den anden bil, oplyser Bornholms Politi til Ekstra Bladet. Der er ingen anholdte i sagen.
Som følge af ulykken blev Strandvejen spærret i begge retninger, lød det på X fra Bornholms Politi.
Omkring klokken 01.30 natten til torsdag skriver politiet, at vejen er blevet genåbnet, og at man ikke længere arbejder på stedet.