Krimi2. februar 2022

Politibetjent efterlod skarpladt pistol på toilet: Blev fundet af drabssigtet

ANKLAGESKRIFT: Kræver 10.000 kroner i bøde til erfaren betjent, der glemte sin pistol, mens han skulle bevogte drabssigtet - det er ikke første gang, det sker
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20181029-130813-2-1920x1277we.jpg
 Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

TIP OS: Kender du mere til sagen, så del din viden i en mail til patrick@sh.dk

- Du havde ET job!

Det kunne godt være den barske besked, som en 55-årig sjællandsk betjent fik fra sine overordnede, efter han glemte sin skarpladte pistol på et toilet.

Men så nemt slipper den erfarne tjenestemand ikke fra sagen, der kommer for retten i næste uge.

Her forlanger anklagemyndigheden nemlig 10.000 kroner i bøde fra manden.

For ikke nok med at pistolen med skarpe patroner - ifølge tiltalen - blev efterladt på et toilet på Herlev Hospital, uden at andre betjente havde opsyn med våbnet.

Det var nemlig den drabssigtede varetægtsfange, som betjenten ellers skulle passe på, der senere fandt det livsfarlige våben på toilettet, fremgår det af anklageskriftet.

Rigspolitiet ønsker ikke at udtale sig om tiltalen over for SE og HØR, da der er tale om "en personalesag".

Det har derfor ikke været muligt at finde ud af, om politiets ledelse vurderer, at en betjent - der bliver dømt i sådan en sag - kan blive i tjenesten.

Det tiltales han for

Ifølge den paragraf, som anklagemyndigheden vil have betjenten dømt efter, har han gjort "sig skyldig i grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed i tjenestens eller hvervets udførelse eller i overholdelsen af de pligter, som tjenesten eller hvervet medfører."

Stafferammen går fra bøde til fængsel i indtil fire måneder.

SKET FØR

Når sagen kommer for i næste uge, hvor der skal føres tre vidner, kan retten læne sig op af en anden sag fra Sjælland.

Her glemte en ligeledes erfaren politibetjent i 2016 sit skarpladte våben på et toilet på Christiansborg.

Også dengang lød bødekravet på 10.000 kroner.

SE og HØR følger den seneste sag.

TIP OS: Kender du mere til sagen, så del din viden i en mail til patrick@sh.dk

Sponsoreret indhold