Krimi14. januar 2022

Politi skød mand i Aalborg: Truede med hardballpistol

Anmeldelse, som førte til politiskud, gik på mulig bevæbnet mand. Men der er alene rejst sigtelse for trusler. Han var bevæbnet med en hardballpistol
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/aalborg_hardball.jpeg
 Foto: presse-fotos.dk

Nordjyllands Politi skød og sårede torsdag nat en 58-årig mand i Aalborg.

Fredag fremstilles han i grundlovsforhør, sigtet for trusler mod politiet, meddeler Nordjyllands Politi på Twitter.

I første omgang gik meldingen ellers på, at han havde været bevæbnet med et våben. Det har senere vist sig, at det var en hardballpistol, og han er derfor ikke sigtet for våbenbesiddelse.

Den 58-årige mand er indlagt på hospitalet, men meldes uden for livsfare.

Politiet rykkede ud til lejligheden i Aalborg Vestby torsdag aften, efter en anmeldelse om at manden muligvis havde våben i lejligheden.

Manden er imidlertid ikke sigtet for overtrædelse af våbenloven, men for trusler mod politiet. Efterforskningsleder Anders Uhrskov fortæller, at manden truede politiet med en pistol.

- Men der er tale om en hardballpistol, og sådan en er ikke omfattet af våbenloven, siger Anders Uhrskov.

En hardballpistol er et legetøjsvåben, som skyder med små plastikkugler. Det kan imidlertid på afstand være vanskeligt at skelne en sådan fra en rigtig pistol.

Politiet arbejdede i flere timer på at få en dialog med manden, som befandt sig i lejligheden.

Artiklen fortsætter efter billedet...

https://imgix.seoghoer.dk/aalborg_hardball2.jpeg

Den 58-årige mand blev fragtet til hospitalet efter at være blevet skudt af politiet. Han meldes uden for livsfare. Foto: presse-fotos.dk

Ifølge Ekstra Bladet har øjenvidner beretter om, at man har hørt et enkelt skud. Det skete, efter at politiet havde sagt til manden, at man ville komme og hjælpe ham, men at han skulle "lægge våbnene".

Ifølge det regionale medie Nordjyske skulle andre øjenvidner forud for episoden have set noget, der kunne minde om en gidseltagningssituation. Hvor en bevæbnet person førte et muligt gidsel ind i en opgang.

Men tidligt fredag afkræftede politiets vagtchef Torben Larsen, at der skulle have været tale om en gidseltagning.

Sagen er nu overgivet til Den Uafhængige Politiklagemyndighed. Den skal undersøge, om politiet har handlet efter bogen i forbindelse med det affyrede skud.

Politiklagemyndigheden bliver altid indblandet i sager, hvor politifolk sårer eller dræber personer.

Den 58-årige mand bliver stillet for en dommer i Aalborg fredag klokken 12.

Sponsoreret indhold