Politi indkalder til pressemøde om forsvundne Mia
TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en mail til tip@seoghoer.dk
Nordjyllands Politi indkalder til doorstep pressemøde klokken 20.00 med en status på eftersøgningen af 22-årige Mia Skadhauge Stevn.
Pressemødet kommer til at foregå på Politigården, Jyllandsgade 27 i Aalborg.
Leder af efterforskningen vicepolitiinspektør Frank Olsen vil være eneste deltager på pressemødet.
Tidligere på dagen blev de to 36-årige mænd, der er sigtet for drab i sagen, fremstillet i grundlovsforhør.
Den ene blev varetægtsfængslet i fire uger, mens den anden blev løsladt.
De nægter sig begge skyldige.
Politiet har endnu ikke fundet frem til 22-årige Mia Skadhauge Stevn.
Hun har været forsvundet, siden hun natten til søndag var i byen i Aalborg.
Det sidste spor af hende er fra søndag morgen klokken 06.09, hvor en videoovervågning fangede hende stige ind i en mørk bil.
Det lykkedes onsdag angiveligt politiet at finde frem til bilen, som har været efterlyst. Den blev fundet på en af de sigtedes adresser.
Politiet har igennem dagen været massivt til stede på forskellige adresser. Særligt ved det gule hus i Flauenskjold. Her har de blandt andet gravet i gården.
De har også været på en genbrugsstation i det østlige Aalborg og i et skovområde.