Krimi30. december 2023

Politi fanger mand sigtet for at skubbe kvinde ud på togskinner

Manden, som fredag angiveligt skubbede en kvinde ud på togskinnerne på Nørreport Station, er blevet anholdt

Det er lykkedes politiet at anholde den mand, som fredag eftermiddag angiveligt skubbede en ung kvinde ud på togskinnerne på Nørreport Station i København.

Det fortæller Espen Godiksen, som er vagtchef ved Københavns Politi, kort efter klokken 00.30 natten til lørdag.

Manden blevet eftersøgt med billede og signalement, få timer efter at hændelsen fandt sted omkring klokken 14.20.

Espen Godiksen fortæller, at det lykkedes politiet at anholde ham på den københavnske vestegn, efter at man havde fået et tip fra en borger.

På det sociale medie X skriver politiet natten til lørdag, at der er tale om en 29-årig mand. Han blev anholdt i Glostrup.

Han vil nu blive klargjort til at blive fremstillet i grundlovsforhør, fortæller Godiksen.

En anholdt skal inden for 24 timer enten løslades eller stilles for en dommer i et grundlovsforhør.

I et grundlovsforhør kan dommeren vælge at løslade eller varetægtsfængsle i op til fire uger ad gangen.

Dommeren kan også vælge at opretholde anholdelsen i op til tre døgn, mens politiet får mere tid til at efterforske.

Klokken 14.20 blev kvinden på den travle Nørreport Station skubbet ud på skinnerne.

- Det sker, umiddelbart inden at toget kommer ind på stationen, og henset til, hvor tæt toget har været på, så efterforskes sagen som et forsøg på manddrab, fortalte Torben Madsen, central efterforskningsleder hos Københavns Politi, senere på eftermiddagen.

Torben Madsen fortalte i den forbindelse, at det var politiets opfattelse, at der ikke har været nogen forudgående kontakt mellem kvinden og gerningsmanden.

- Vi kan ikke sige det med sikkerhed, men umiddelbart er det vores opfattelse, at hun er et helt tilfældigt offer.

Den 19-årige kvinde blev hjulpet tilbage i sikkerhed på perronen af andre passagerer. Gerningsmanden forsvandt fra stedet.

Sponsoreret indhold