KrimiI går

Politi efterforsker fem brande inden for kort tid

Politiet har sendt efterforskere til Padborg, efter at fem brande blev anmeldt på få minutter

Syd- og Sønderjyllands Politi vil søndag være til stede med efterforskere i Padborg, efter at der natten til søndag har været hele fem brande.

Politiet mistænker, at der er tale om påsatte brande.

Det fortæller vagtchef Søren Strægaard.

- Hvis der er nogen, der har noget videoovervågning i nærheden, så må de gerne kigge det igennem, lyder opfordringen.

Der er spærret af i forbindelse med politiarbejdet.

JydskeVestkysten, som har talt med indsatslederen hos Brand & Redning Sønderjylland, skriver, at de fem brande blev anmeldt med få minutters mellemrum.

Den første anmeldelse kom klokken 03.24, og anmeldelserne centrerer sig omkring en strækning på cirka 500 meter.

Ifølge politiets vagtchef er ingen personer kommet til skade, men en villa, som ligger på Oldemorstoftvej i Padborg, er brændt ned.

Søndag morgen har politiet ikke anholdt nogen i sagen.

Søren Strægaard forventer, at politiets indsats vil tage noget tid.

Sponsoreret indhold