Krimi13. juni 2025 (opd. 13. juni 2025)

Politi anholder teenagegruppe efter overfald

En gravid kvinde blev i begyndelsen af april overfaldet sammen med sin kæreste i Borup. Nu har Midt og Vestsjællands Politi anholdt en gruppe teenagere bestående af både drenge og piger

Midt og Vestsjællands Politi har anholdt en gruppe teenagere - drenge og piger - i forbindelse med et overfald på et par i Borup i begyndelsen af april.

Parret blev på en P-plads ved Borup Hovedgade i Borup i Køge Kommune udsat for grov vold af fem mænd, som tog en stor æske Marabou-chokolade fra parret, hvor kvinden i øvrigt var gravid.

Efter to måneders efterforskning har politiet nu anholdt og sigtet fire personer i sagen. Det drejer sig om to teenagedrenge på 18 og 19 år, så i lovens forstand er de at regne som voksne, og to 15-årige piger. Den ene pige er den 18-åriges lillesøster.

Anholdelserne skete torsdag.

Den anden pige er kun lige fyldt 15 år, og da overfaldet blev begået, var hun kun 14 år og dermed under den kriminelle lavalder. Hendes sag kan derfor ikke behandles strafferetsligt, men behandles i stedet i Ungdomskriminalitetsnævnet.

- Det er et meget groft og umotiveret overfald mod en gravid kvinde og hendes kæreste begået af helt unge mennesker. Jeg er meget tilfreds med, at der er sket et gennembrud i sagen, siger politikommissær Liza Pallesen, som efterforskningsleder i sagen i en pressemeddelelse.

Det er politiets opfattelse, at den 18-årige og den 19-årige stod bag selve overfaldet sammen med flere andre mænd, som politiet ikke kender identiteten på.

Ifølge politiet er pigerne mistænkt for at have en rolle i overfaldet, blandt andet ved at have haft en kontrovers med parret i en bus inden overfaldet.

Hvad deres rolle nærmere måtte have bestået i, angiver politiet ikke.

De unge er alle løsladt og afventer nu, at deres sager bliver afgjort.

Sponsoreret indhold