Politi afspærrer vej i København: Undersøger endnu et muligt skyderi
(Opdateret 10:25)
Politiet i København har fået flere anmeldelser om mulig afgivelse af skud i Nordvest-kvarteret.
Det oplyser vagtchef Michael Andersen natten til onsdag.
- Vi er derude i øjeblikket og er ved at foretage undersøgelser. Der er ikke fundet nogen tilskadekomne, fortalte han kort før klokken 01.00.
Artiklen fortsætter under billedet...

Politiet undersøger anmeldelser om endnu et muligt skyderi i København, denne gang i bydelen Nordvest. Foto: Presse-fotos.dk
Halvanden time senere oplyser Michael Andersen, at der er fundet patronhylstre.
- Vi har fundet hylstre derude på Møntmestervej, oplyser han.
Da lød det, at politiet stadig var "massivt" til stede og havde afspærret Møntmestervej.
Onsdag morgen oplyser Københavns Politi på Twitter, at der ikke umiddelbart er noget, der tyder på, at nogen er blevet ramt.
Sagen efterforskes nu, og nærpolitiet vil være i området i løbet af dagen. Mellem klokken 16 og 17 vil der være en mobilpolitistation ved Møntmestervej 6, hvor man kan komme forbi og snakke med politiet.
Siden begyndelsen af december har politiet i København og omkringliggende kredse haft travlt med adskillige skudepisoder. Skyderierne har kostet fire mænd livet.
Den seneste hændelse fandt sted på Frederiksberg søndag, hvor en 47-årig indehaver af en bagelbutik blev ramt af flere skud.
Mandag oplyste Københavns Politi, at mandens tilstand fortsat er kritisk, men at han er uden for livsfare.