Politi: 45-årig mand slog sin ekskone foran børnene i Brønshøj

Inden en mand tirsdag aften forskansede sig i en lejlighed i Brønshøj med sine seks børn, sparkede og slog han sin ekskone foran børnene.
Det mener politiet, der har sigtet den 48-årige mand for vold og trusler mod ekskonen begået tirsdag eftermiddag og aften. Manden sigtes desuden for trusler mod politiet.
Torsdag formiddag blev det besluttet i et grundlovsforhør i Retten på Frederiksberg, at manden varetægtsfængsles i 26 dage frem til den 3. juni.
I retten blev det vurderet, at der er begrundet mistanke mod manden, men også at efterforskningen kræver mere tid, blandt andet fordi han endnu ikke har kunnet afhøres.
Desuden blev der taget højde for børnenes involvering i sagen, samt risikoen for, at manden kan påvirke efterforskningen, hvis han ikke fængsles.
Manden forskansede sig ifølge politiet tirsdag aften i lejligheden med sine seks børn i alderen 2-16 år. I mere end et døgn arbejdede politiet massivt ved lejligheden, før det onsdag aften lykkedes politiet at anholde manden.
I sagen sigtes han for at true politiet, da han blandt andet skal have fortalt politiet i telefonen, at han var "klar til at vinde i dag". Han var heller "ikke bange for politiets patroner", lød det, og han havde en kniv og en machete.
Men inden manden altså ikke ville overgive sig i lejligheden, skal han om eftermiddagen først have hældt en Red Bull-energidrik ud over ekskonen og deres treårige datter.
Derefter blev ekskonen revet i håret, tildelt knytnæveslag og sparket i maven, mens deres børn overværede det, står der i sigtelsen.
Kvinden blev angiveligt også truet med to knive.
- Hvis du ikke siger det nu, hakker jeg denne her i halsen på dig, sagde han ifølge sigtelsen og truede også med at "torturere" hende.
Det foregik ifølge sigtelsen mellem klokken 17 og 20.20. Omkring en halv time senere - klokken 20.46 - fik politiet en anmeldelse og rykkede ud til lejligheden.
På det tidspunkt havde kvinden forladt lejligheden, men manden var der med børnene.
Aktionsstyrken fra Politiets Efterretningstjeneste (PET) blev også tilkaldt for at hjælpe politiet, og først over et døgn senere lykkedes det onsdag klokken 21.29 at anholde manden.
Den 48-årige nægter sig skyldig og vil ikke udtale sig i retten torsdag, da han skal have en ny forsvarer, fortæller hans beskikkede advokat i retten.
Herefter har dommeren lukket dørene blandt andet af hensyn til sagens karakter. Det betyder, at det holdes hemmeligt, hvad der foregår på den sidste del af retsmødet.
Dommeren har desuden nedlagt et navneforbud, som beskytter mandens identitet.
Manden har også en fortid med kriminalitet. Det fremgår af sigtelsen, at han er tidligere dømt for vold, og Ritzau er bekendt med, at han tidligere er idømt flere års fængsel.
Forsvareren oplyser, at der er taget forbehold for at kære kendelsen.