Krimi4 timer siden

Pludselig var Lagkagehuset forvandlet til kaos: - En voldsom oplevelse

Lagkagehuset fortæller nu, hvordan deres medarbejdere har det, efter en bil ramte ind i en menneskemængde foran deres butik
Foto: Presse-fotos.dk
 Foto: Presse-fotos.dk

Læs også: Bilist bragede ind i gæsterne på Jonas' kaffebar: "Vi er meget påvirkede"

Lagkagehuset på Sortedams Dossering blev onsdag ufrivilligt involveret i et drama, da en 75-årig mand mistede herredømmet over sin bil og kørte ind i folkemængden ved butikken.

Lisa Rossen, Managing Director hos Lagkagehuset, fortæller til SE og HØR, at ingen af de ansatte kom til skade, men at de er påvirkede over oplevelsen.

- De er naturligvis rystede over det, de har været vidne til – det har været en voldsom oplevelse. Heldigvis er ingen af vores medarbejdere kommet fysisk til skade. Vi har fulgt op individuelt med dem, og vi har understreget, at vi er her for dem – også på længere sigt. Der er givet professionel krisehjælp til de berørte, siger hun.

Samtidig siger Line Rossen, at Lagkagehuset sender deres varme tanker til dem, der var involveret i ulykken, og de håber, at de får al den støtte og omsorg, de behøver.

Da ulykken skete, og den hyggelige forårsdag pludselig var forvandlet til kaos, rykkede flere af virksomhedens chefer hurtigt ud til den berørte butik.

- Vi blev hurtigt kontaktet af vores kolleger i butikken, og kort efter var både butikschefen og tre distriktschefer fysisk til stede for at støtte op. Der blev straks iværksat krisehjælp for de berørte medarbejdere. Myndighederne etablerede base i butikken, og vi bidrog med, hvad vi kunne – noget at drikke, et sted at sidde og nogen at tale med.

Her dagen derpå, har Lagkagehuset oplevet, at mange kunder har lagt vejen forbi butikken for at høre, hvordan medarbejderne har det.

- Stemningen er præget af fællesskab. Det betyder meget for både medarbejdere og kunder, siger Lisa Rossen.

Den 75-årige mand er sigtet for at have været i en tilstand, hvor han ikke kunne føre bilen på en betryggende måde, og da han også er sigtet for uagtsomt at have gjort skade på andres legeme, bliver sagen særlig alvorlig, hvorfor han torsdag fremstilles for en dommer.

Sponsoreret indhold