Plejefar ville hente sit barn i vuggestue: Så kom den frygtelige sandhed frem

En amerikansk plejefar bliver lige nu efterforsket af politiet, efter han i sidste uge begik en fatal fejl, der endte med at koste hans lille plejesøn livet.
Det skriver Mirror.
Plejefaren, Brian Dalton, kørte torsdag i sidste uge til den vuggestue i Madison Heights, Virginia, hvor hans etårige søn efter planen skulle opholde sig.
Da faren nåede frem, kunne personalet dog oplyse ham om, at hans etårige søn, Hudley Owen Hamlett, aldrig var blevet afleveret om morgenen.
I selvsamme sekund gik den fatale forglemmelse op for plejefaren: Han havde glemt at aflevere sønnen, der derfor stadig sad fastspændt i sit barnesæde på bagsædet af familiens bil.
Her havde den etårige dreng siddet de sidste otte timer, mens temperaturen i bilen var blevet faretruende høj. Konsekvensen blev, at den etårige plejesøn nu sad livløs i bilen.
Redningsmandskab forsøgte at genoplive drengen, men uden held. Han blev erklæret død på hospitalet kort efter.
- Det er en tragedie, som du aldrig, aldrig forventer sker, og som aldrig burde ske, men på tragisk vis er sket, udtaler LJ Ayers fra det lokale politi ifølge Mirror.
Politiet oplyser desuden, at plejefaren samarbejder med politiet, og at han er dybt traumatiseret over det, der er sket.