Pigen i kisten: 10-årig levende begravet

Det har været en kort første skoledag efter sommerferien, og 10-årige Ursula er i højt humør, da hun cykler hjem.

Hun vælter fuld af energi ind ad hoveddøren til hjemmet i den lille by Eching am Ammersee i det sydlige Tyskland.

Ursula finder sin taske med gymnastiktøj og suser ud ad døren igen.

På sin røde cykel skynder hun sig af sted for at komme til gymnastik i nabobyen Schondorf am Ammersee. Turen tager 10 minutter på cykel og følger bredden af søen.

Der er dog et knæk på ruten, hvor stien går ind gennem skoven, her vinker hun til et ældre ægtepar, og få minutter senere er hun fremme ved gymnastiksalen i udkanten af skoven.

Efter gymnastik kører Ursula hen til sin kusine og hendes familie, der bor i Schondorf. Her er hun altid velkommen, og hun spiser tit med, også i dag.

Klokken 19:20 ringer Ursulas mor til sin søster. Ursula skal hjem, og søsteren lover at sende Ursula af sted med det samme.

Men en halv time senere er Ursula stadig ikke kommet hjem, og moren ringer igen til sin søster, der fortæller, at Ursula kørte af sted på sin cykel få minutter efter moderens opkald.

Ursula burde være kommet hjem. En kort stilhed opstår mellem de to søstre. Instinktivt ved de begge, at noget er galt.

Fra hver sin side løber Ursulas far og hendes onkel ind i skoven, men da de to mænd møder hinanden midtvejs på stien, har ingen af dem set Ursula. Inden for en time har naboer, politibetjente og brandvæsenet sluttet sig til eftersøgningen.

Omkring midnat ankommer en sporhund, som straks får færten af noget, den trækker sin ejer gennem det tætte krat i skoven, og dér, tyve meter fra skovstien, ligger Ursulas røde cykel. Men ingen spor af pigen.

Næste morgen fortsætter eftersøgningen, der nu er blevet forstærket af en helikopter og dykkere i søen.

I radioen bringes signalementet af den forsvundne 10-årige pige: Skulderkort mørkeblond hår, knap halvanden meter høj, iført mørkegrønne rillede bukser, en grå uld cardigan og rødbrune sandaler. Datter af en lokal lærer og hjemmegående mor.

At en 10-årig pige kan forsvinde midt i den tyske idyl, er et chok for borgerne i området. Mere og mere tyder på en forbrydelse.

Tidligt torsdag morgen den 17. september 1981, omkring 36 timer efter Ursulas forsvinden, ringer telefonen hjemme hos Ursulas familie. Men der er ingen stemme i den anden ende.

I stedet er der en melodi. En radiojingle, som familien genkender som kendingsmelodi for trafiknyhederne. Efter nogle sekunders tavshed lyder jinglen igen, så er der nogle sekunders stilhed, hvorefter røret lægges på. Ursulas forældre forstår ingenting.

Mystiske opkald

Over de næste timer modtager familien flere lignende opkald, uden at en afsender melder sig. Familien tilkalder politiet, der optager opkaldene. Men heller ikke politiet har en idé om, hvad opkaldene kan betyde.

Næste dag modtager familien et brev med posten. Ved hjælp af udklippede ord og bogstaver fra tabloidaviser formuleres en besked, som er sprogligt sjusket formuleret. Men budskabet er: ”Vi har kidnappet jeres datter. Hvis I nogensinde vil se jeres datter i live igen, så betal to millioner D-mark i løsesum.”

Brevet forklarer de mærkelige opkald. Familien skal nemlig svare med et ja eller nej, efter jinglen. Kidnapperne har tydeligvis regnet med, at brevet ville nå frem, før telefonopkaldene begyndte. Det virker amatøragtigt, men der er en trussel i brevet: Hvis familien nægter at betale, vil Ursula blive dræbt.

Samme eftermiddag ringer telefonen igen med lyden af jinglen i røret. Ursulas mor siger i telefonen, at de vil betale løsesummen. Samtidig vil hun høre livstegn fra sin datter, men telefonen lægges på uden svar.

Samme aften kommer et nyt brev til familien. Brevet er udformet på samme måde, men denne gang med instruktioner til betaling af løsesummen.

Det er nogle underligt instruktioner. Løsesummen på de to millioner skal betales med brugte sedler, pakket i en kuffert. Pengene skal afleveres på et endnu ukendt sted af Ursulas far, der skal køre alene i en gul Fiat 600, der ikke må køre hurtigere end 90 kilometer i timen.

Kidnapperne vil sende et nyt brev med information om sted og tidspunkt senere.

Ursulas familie har på ingen måde råd til at betale den gigantiske løsesum, der svarer til 18 millioner nutidskroner, men en nabo til familien tilbyder sin hjælp med en del af pengene, og politiet lover, at staten vil betale resten.

De følgende dage venter familien på flere instrukser, men de hører intet. Der går to uger uden yderligere besked.

Politiet iværksætter en ny storstilet eftersøgning i skoven. Over 100 politifolk og 10 sporhunde deltager, og hele skovbunden gennemrodes med metalstænger.

På fjerdedagen om formiddagen lyder et råb fra en betjent. Han er stødt på noget hårdt i skovbunden.

Under mudderet dukker et brunt tæppe op, og under tæppet er en træplade. Betjentene løfter træpladen væk, og under den er der en ny træplade, der er fastspændt med hængsler nede i jorden.

Ved hjælp af en skovl løfter de to betjente op i træpladen, der viser sig at være et låg ned til en trækasse. Nede i kassen ligger Ursula. Hendes arme hænger slapt ned, og øjnene er lukkede. Hun lever ikke længere.

Efter fundet af Ursula i kisten rammes ikke kun familien, men nærmest hele nationen af kollektiv sorg. Det er kun en lille trøst, da politiets teknikere konstaterer, at indersiden af kisten ikke har mærker efter negle eller slag. Hendes krop bærer heller ikke mærker efter vold eller overgreb.

Døde af iltmangel

Indholdet af den nedgravede kiste tyder på, at dens formål ikke var at tage livet af Ursula. Tværtimod er kisten formet som et lille skur på knap halvanden meter i højden med en bænk, der samtidig fungerede som toilet.

Desuden var der et mindre lager af sodavand, chokolade, kiks og tyggegummi. Der var også et lille bibliotek med 21 bøger og tegneserier, blandt andet Anders And, westerns og romantiske noveller. På en lille hylde ligger en lommelygte og en bærbar radio, indstillet på samme kanal som radiojinglen.

Kidnapperne har udstyret kisten med et udluftningssystem, bestående af plastikrør, der går fra kisten og op til jordens overflade. Men uden en pumpe til at skabe cirkulation vil luften stå stille, og efter kort tid vil den blive tømt for ilt og erstattet med kuldioxid fra Ursulas udåndinger.

Obduktionen fastslår, at Ursula er død, højst fem timer efter hun blev levende begravet.

Politiet vurderer, at det må kræve mindst to personer at transportere kisten ud i skoven, grave et hul, der er stort nok for så at putte kisten ned i hullet.

Teorien er nu, at kidnapperne først bliver klar over, at Ursula er død, da de skal hente hende i forbindelse med udbetalingen af løsesummen. Da de opdager, hvad der er sket, dækker de kisten til igen og tager ikke yderligere kontakt.

Motivet skal altså formentlig findes i pengene, men derudover har politiet ingen ledetråde. Der udloves en dusør på 30.000 D-mark svarende til knap 300.000 nutidskroner for oplysninger, og blandt de mange tip, er der ét navn, der går igen.

erner Mazurek er 31 år og bor sammen med sin kone og parrets to børn mindre end 100 meter fra Ursula og hendes familie. Werner Mazurek forlod skolen som 15-årig, blev uddannet til bilmekaniker, og slog sig ned i Eching, hvor han åbnede et værksted for tv-apparater.

Mazurek er en stor mand, der har svært ved at styre sit temperament, og han nyder ikke udpræget respekt blandt Echings borgere. Ifølge banken, skylder Mazurek over 140.000 D-mark svarende til knap 1,5 millioner nutidskroner. Penge, som Mazurek har vanskeligt ved at betale tilbage.

Mazurek har svært ved at huske, hvad han lavede den aftenen, da Ursula forsvandt. Først et døgn efter kommer han i tanke om, at han spillede kort med sin kone og nogle venner.

Det er ikke en overbevisende forklaring, men under en ransagning af Mazureks bopæl, finder man intet, der kan forbinde ham til bortførelsen.

Først flere måneder senere, i februar 1982, får politiet et tip, der sætter skub i sagen. Under efterforskningen af Mazurek og hans vennekreds falder politiet over en arbejdsløs, alkoholiseret bilmekaniker ved navn Klaus Pfaffinger.

Hans udlejer fortæller, at Pfaffinger få uger før Ursulas bortførelse blev set med en mudret skovl på sin knallert.

Usikker tilståelse

Klaus Pfaffinger indrømmer til politiet, at han hjalp Mazurek med kisten til gengæld for 1.000 D-mark og et farvefjernsyn. Sagen synes at være opklaret.

Det eneste, politiet har brug for, er at bekræfte Pfaffingers vidneudsagn. De tager ham med ud i skoven og beder ham om at lede dem hen til det sted, hvor kisten blev gravet ned.

Til politiets fortrydelse, er det umuligt for Pfaffinger at finde frem til gerningsstedet. Han er ikke engang tæt på. Da politiet kommer tilbage til stationen, vælger Klaus Pfaffinger at trække sin tilståelse tilbage. Politiet er endnu engang på bar bund. Og der skal gå mange år, før der sker nyt i sagen.

Først i 2007, 26 år efter Ursula forsvandt, tager en ny enhed ved politiet fat i sagen igen. Efter flere ufrugtbare forsøg med dna-test vælger enheden at overvåge Mazureks hjem døgnet rundt, og hans telefon bliver aflyttet.

Politiet sætter endda skjulte mikrofoner i hans bil og i hans hjem. Desuden indsætter politiet en betjent i forklædning med opgaven at blive venner med Mazurek og vinde hans fortrolighed. Det hele uden resultat.

Alligevel vælger politiet i oktober samme år at ransage Mazurek hjem igen. Her finder man kun én genstand af interesse. En gammeldags spolebåndoptager, der ifølge politiets ekspert muligvis har været anvendt til at optage jinglen for derefter at afspille den i telefonrøret.

Det er nok for den desperate anklagemyndighed. Mazurek anholdes den 28. Maj 2008, knap 27 år efter Ursulas død. Retssagen går i gang i februar 2009.

Ud over indicierne om Mazureks gæld som motiv og spolebåndoptageren vælger anklagemyndigheden at bruge den annullerede tilståelse fra Klaus Pfaffinger som det centrale vidnesbyrd for Mazurek skyld.

På trods af problematikken i Pfaffinger vidnesbyrd, når rettens tre dommere og to jurymedlemmer frem til en afgørelse. I marts 2010 findes Mazurek skyldig og idømmes fængsel på livstid.

I retten virker alle til at være tilfredse, på nær én person. Michael Hermann. Ursulas storebror. Han har fulgt sagen nøje og har endda selv efterforsket. Og Michael er uenig med dommerne. Han mener, at Mazurek er uskyldig, og at de reelle gerningsmænd stadig går fri.

Fortsætter jagten

Så mens Mazurek stadig afsoner i fængsel, fortsætter Michael Hermann jagten på sandheden om sin søsters skæbne. Og hvert år den 15. september følges Michael sammen med sine to søskende og deres mor hen til kirkegården i Eching, hvor Ursula ligger begravet.

Sammen mindes de den glade og energiske pige, der en sensommeraften hoppede op på sin røde cykel og susede af sted, men aldrig kom hjem.