Krimi1. juni 2023

PET-agentens løgne overfor tiltalt i Louise Borglit-sagen: - Hun blødte ad helvedes til

Forsvareren i sagen om drabet på Louise Borglit er kritisk overfor den hemmelige politiagent "Frank". Hun mener han overspiller sin rolle og direkte manipulerede den nu drabstiltalte til at tale om knivdrabet i Elverparken i Herlev
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.
Louise Borglit-sagen forklaret
 Tilrettelægger: Alexander Søgaard Brisling Illustrationer: Martin Silz Motion Designer: Andreas Hoff Højlund

Den hemmelige PET-agent ”Frank” har igen i dag indtaget den varme stol i retten i Glostrup. Han vidner i sagen om drabet på den gravide Louise Borglit, og dagen lang svarer han på en række kritiske spørgsmål fra den tiltaltes forsvarer Christina Schønsted.

I sagen er der allerede blevet afspillet store mængder lydklip fra optagelser af samtaler mellem den nu tiltalte 29-årige mand og Frank, mens de to sad fængslet sammen i Enner Mark fængsel.

Men da det i dag var forsvarerens tur til at udspørge PET-agenten, ønskede hun at afspille flere. Med optagelserne forsøgte hun at slå sin pointe fast om, at det er ”Frank” der ofte bringer de voldsomme emner på banen, og at tiltalte blot forsøger at matche, - hvad han troede var - sin medindsattes historier.

Frank blev indsat i efteråret 2020 i Enner Mark fængsel med dækhistorien om, at han var varetægtsfængslet i en sag fra Grønland om vold og besiddelse af narko.

Klappet en kælling ned

På en lydoptagelse fra 2. november 2020 fortæller PET-agenten den nu tiltalte mere om, hvorfor han sidder fængslet. Han fortæller, at det er to uger efter, at han var blevet taget oppe på Grønland ”på grund af en eller anden fucking kælling”. Han havde ”lappet hende en”, efter at hun havde truet ham på gaden.

”Hold kæft, hun blødte”

”Hun blødte godt nok ad helvedes til, mand”, kan man høre ”Frank” sige på optagelserne i fængslet.

- Jeg var dagen inden blevet instrueret i, at jeg skulle komme ind på, hvad jeg var blevet taget for på Grønland. Jeg var blandt andet blevet instrueret i, at jeg skulle sige, at jeg var involveret i noget med en kniv mod en kvinde, siger PET-agenten i retten.

- Når jeg nævnte, hvor meget offeret blødte, var det fordi, at jeg var blevet instrueret i det, tilføjer agenten. Han afviser, at det skete for at få den 29-årige til at tale om blod og blødninger.

Forsvarer Christina Schønsted ser det som et klart mønster, hvor agenten efter hendes opfattelse overspiller sin rolle og direkte manipulerede den nu drabstiltalte til at tale om knivdrabet i Elverparken i Herlev.

Frank forklarede i retten, at han sammen med sin styringsofficer var med til at udforme sin dækhistorie. Han fortæller, at intet af det, som han beskriver som ”skuespil”, var tilfældigt. Han vil dog ikke komme nærmere ind på den konstruerede varetægtsfængsling, da han er underlagt tavshedspligt i forhold til PETs arbejdsmetoder.

Han forklarer dog, at det skulle være en alvorlig sag, hvis hans situation med at sidde på særligt sikret afdeling i Enner Mark fængsel skulle være troværdig. Han bekræfter overfor forsvareren, at hans sag og tiltaltes sag skulle spejle sig i hinanden, så det forhåbentlig kunne give et grundlag for en brugbar snak om drabssagen i Elverparken, hvor Louise Borglit i november 2016 blev fundet myrdet af 11 knivstik.

Hårdt sprog

Undervejs i afspilningerne af lydklippene hæfter forsvareren sig også ved ”Franks” hårde sprogbrug.

Han forklarer, at han brugte det grove sprog, så det stemte overens med jargonen på den særligt sikrede afdelingen.

- Jeg er politibetjent, jeg skal spille skuespil og falde ind i det her miljø, forklarer politiagenten.

Christina Schønsted mener, at han på den måde ansporer den nu drabstiltalte til at overdrive og give den lidt ekstra gas i de historier, han fortæller til Frank. Hun forsøger at bevise, at den nu tiltalte mand efter hendes opfattelse havde en tendens til at ville overgå Frank, når de talte om kriminalitet.

Frank afviser i retten og siger, at han nærmere ser det som eksempler på, at den 29-årige gerne ville ”matche” de historier, han kom med som led i hans forsøg på at få snakken drejet over på drabet i Elverparken i Herlev.

Han fortæller også, at han var instrueret i at være kvindefjendsk som en del af sin personlighed. I retten forklarer han, at pointen var, at kvinder generelt ikke var i høj kurs på den særligt sikrede afdeling.

Selv har tiltalte fortalt, at han den dag var hjemme hos en ven, hvor han spiste og tog stoffer.

Under tidligere retsmøder kom det frem, at tiltalte omkring tidspunktet for drabet ofte gik med kniv af sikkerhedsmæssige årsager. Han skulle ifølge egen forklaring nemlig have gjort sig uvenner med nogle forkerte personer. I samme periode bar han sommetider også en økse til havearbejde.

Anklagemyndigheden har desuden brugt tid på at dokumentere, at den tiltalte i perioden omkring drabet på højgravide Louise Borglit var psykisk ustabil. Det afviser den tiltalte ikke selv og fortæller yderligere, at han i den periode havde et stort misbrug af kokain og hash.

Han lod sig blandt andet frivilligt indlægge fire dage efter Louise Borglit blev myrdet med 11 knivstik på Psykiatrisk Center Ballerup. Her skulle han have fortalt personalet, at han var "bange for at gøre skade på andre" og at der var "sket noget som ikke skulle være sket".

Der ventes skyldskendelse 23. juni.

Sponsoreret indhold