To personer stukket ned på MoMa
Voldsomme begivenheder udspillede sig lørdag på kunstmuseet MoMa i New York, hvor to ansatte måtte fragtes til hospitalet efter de var blevet stukket ned.
Det skriver flere medier – herunder The Guardian.
Den formodede gerningsmand – en 60-årig tidligere sæsonkortholder – var angiveligt vred over at blive nægtet adgang til det verdensberømte museum lørdag eftermiddag.
Ifølge politiet i New York var mandens medlemskab blevet inddraget, da han i forbindelse med to andre episoder havde opført sig ureglementeret på museet.
Et brev om det nu annullerede medlemskab var endt til den 60-årige mand fredag, men lørdag mødte han alligevel op, hvor han krævede at se en film, der i øjeblikket bliver vist på MoMa.
- Han blev oprevet over, at han blev nægtet adgang, og efterfølgende sprang han over skranken i receptionen, hvor han gik til angreb og stak to medarbejdere gentagne gange, lyder det fra John Miller, der er kommissær i NYPD og deres afdeling for terrorbekæmpelse.
De to medarbejdere har det efter omstændighederne godt, og er i bedring på Bellevue Hospital. De blev stukket både i ryggen, ved kravebenet og omkring nakken, oplyser han.
Politiet i New York leder stadig efter manden, som de mistænker for at have gået til angreb med kniven.
Kunstmuseet har valgt at holde lukket søndag efter episoden.