KrimiI går (opd. I går)

To personer reddet ud af sammenstyrtet bygning: Erklæret død

Skete tirsdag i Fredericia, mens to personer arbejdede på stedet - SENESTE: En person er afgået ved døden
Det var ved firmaet her, at dramaet skete tidligere i dag.
Det var ved firmaet her, at dramaet skete tidligere i dag.
 Foto: Presse-fotos.dk

En person er død i forbindelse med en arbejdsulykke tirsdag i Fredericia. Det oplyser Sydøstjyllands Politi.

Ulykken er sket i forbindelse med, at en bygning på Nordre Kobbelvej styrtede sammen.

Yderligere en person er kommet til skade og er under behandling, oplyser politiet på det sociale medie X.

Hos brandvæsenet har den vagthavende operationschef oplyst, at man fik anmeldelsen klokken 12.50.

- Vi bliver alarmeret til en sammenstyrtet bygning, hvor meldingen går på, at der er to personer fanget under bygningen, siger Jesper Damm.

Bygningen, der er styrtet sammen, er en form for stort skur, der stod ved siden af en større industribygning. Skuret var i en etage, og det var primært bygget af træ.

De personer, der blev fanget i forbindelse med sammenstyrtningen, var ved at udføre noget arbejde på bygningen. Det er uvist, hvorfor skuret styrtede sammen.

Hurtigt efter brandvæsenets ankomst blev de to reddet ud og overdraget til ambulancefolk på stedet.

- Vi kunne relativt hurtigt få løftet nogle konstruktionsdele væk og få de her personer taget ud, siger den vagthavende operationschef.

Tirsdag eftermiddag har politiet ikke frigivet oplysninger om alderen på de to personer. De pårørende til den dræbte er underrettet.

Arbejdstilsynet er blevet tilkaldt for at deltage i undersøgelsen af sagen.

Sponsoreret indhold