To personer er fundet døde på en adresse i Tversted i forbindelse med en brand.
Det skriver Nordjyllands Politi på den sociale platform X.
Politiet og beredskabet modtog anmeldelsen om en brand klokken 15.14.
Men da de ankom til stedet, var der ikke længere brand - formentlig fordi ilen var gået ud af sig selv, skriver politiet.
- I forbindelse med arbejdet på adressen blev der fundet to døde personer, en mand og en kvinde. De afdøde er ikke endeligt identificeret, men det formodes, at der er tale om to personer, som har relation til adressen, lyder det.
De pårørende til disse personer er underrettet.
På nuværende tidspunkt er der intet, der tyder på, at der er foregået en forbrydelse, står der videre.
Politiet forventer at være til stede på adressen "i en længere periode".
Det skyldes, at der skal gennemføres tekniske undersøgelser for at finde årsagen til branden.
Politikommissær Carsten Straszek fortæller til Ritzau, at det på nuværende tidspunkt ser ud til, at branden er opstået inde i huset, men de nærmere detaljer skal den videre efterforskning klarlægge.
Ifølge politikommissæren er der tale om en privat bolig.
Tversted ligger mellem Hjørring og Skagen.