Krimi31. juli 2024 (opd. 5. september 2024)

To personer anholdt: Vold ved Netto

Syd- og Sønderjyllands Politi har anholdt to personer, efter at det mandag fik overleveret en video af en voldsepisode

Syd- og Sønderjyllands Politi fik mandag overleveret en video af en voldsepisode, der fandt sted ved Netto i Skærbæk.

På videoen kunne politiet se flere gerningsmænd tildele en mand spark og slag.

Tirsdag lykkedes det politiet at finde frem til to formodede gerningsmænd, som blev anholdt. Det er to mænd på 46 og 50 år.

Men politiet søger nu offentlighedens hjælp i sagen.

Overfaldet er ifølge politiet foregået enten fredag den 26. juli eller lørdag den 27. juli.

- Syd- og Sønderjyllands Politi vil gerne høre fra vidner, der har set voldsepisoden, hvilket kan være med til at indsnævre gerningstidspunktet.

- På videoen ses flere biler køre forbi, ligesom en person har filmet episoden. De personer vil politiet også gerne i kontakt med, skriver politiet i en pressemeddelelse onsdag.

Politiet kan kontaktes på telefon 114.

I forbindelse med sagen kommer politiet samtidig med en opfordring om, at man ringer til politiet med det samme, hvis man er vidne til vold.

- Det vigtigste er at få stoppet volden. Hvis man ser en voldsepisode, skal man ringe 112, så politiet har mulighed for at gribe ind.

- Det kan være en god idé at optage episoden med henblik på at overlevere bevismaterialet til politiet, men ring altid først til politiet, siger politikommissær John Christiansen fra Syd- og Sønderjyllands Politi i pressemeddelelsen.

De to mænd, der blev anholdt, er løsladt igen. Når sagen er færdigefterforsket, vil anklagemyndigheden tage stilling til, om der skal rejses tiltale mod dem.

Sponsoreret indhold