Krimi22. december 2021

Savnet kvinde fundet død

Intet tyder på, at en kvinde, der onsdag blev fundet død i et buskads, har været udsat for en forbrydelse
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/politi_3_0_0.jpg
 Foto: Politi.dk

En 48-årig kvinde, der har været savnet siden 8. december, blev onsdag eftermiddag fundet død i et buskads ved Viborg Sygehus.

Kvinden blev meldt savnet, da hun forlod sygehuset, og siden har politiet ledt efter hende.

- Vi har fået bekræftet, at det er den savnede kvinde, som er fundet, siger politiets vagtchef Jens Claumarch.

Når en person bliver fundet død, og det ikke umiddelbart står klart, hvorfor vedkommende er død, behandler politiet sagen som et mistænkeligt dødsfald.

Det betyder, at man behandler findestedet som et gerningssted, så vigtige spor ikke bliver ødelagt, hvis det viser sig, at vedkommende har været udsat for en forbrydelse.

Derfor blev politiets teknikere og en retsmediciner tilkaldt, da kvinden blev fundet i buskadset. Men intet tyder på, at hun har været udsat for en forbrydelse.

- Der er ikke fundet noget mistænkeligt ved hendes død. Hun vil dog blive obduceret i morgen, så dødsårsagen kan fastslås med sikkerhed, siger Jens Claumarch onsdag aften.

Sponsoreret indhold