Krimi22. juli 2025 (opd. 22. juli 2025)

Person fundet død i hus: Ved ikke hvem det er

Skete mandag aften
Her skete dødsbranden.
Her skete dødsbranden.
 Foto: Presse-fotos.dk

En person er fundet død i forbindelse med en brand mandag aften i en ejendom på Strandbygade i Esbjerg.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Politiet fik anmeldelsen om den kraftige brand mandag klokken 21.50.

Slukningsarbejdet varede hele natten, og først lidt over klokken 5 tirsdag morgen var slukningsarbejdet færdigt.

I den brændte bygning blev en person fundet død.

- Den person, som blev fundet på stedet, er ikke endeligt identificeret, men vi har en formodning om, hvem afdøde er og har derfor været i kontakt med de mulige pårørende.

- Nu skal de retsmedicinske undersøgelser samt den videre efterforskning sikre den endelige identifikation samt afdække, hvad der er årsag til personens død, siger vicepolitiinspektør Søren Rønnov, Syd- & Sønderjyllands Politi i pressemeddelelsen.

Det er endnu uvist, hvad der er årsag til branden.

Politiet udtaler dog, at der er intet i de foreløbige undersøgelser, der indikerer, at der er begået et strafbart forhold.

Brandstedet vil fortsat være afspærret.

Syd- & Sønderjyllands Politi foretager undersøgelser på stedet, ligesom Nationalt Kriminalteknisk Center (NKC) er tilkaldt, da der er tale om en brand, hvor en person er fundet død.

Det er endnu uvist, hvornår undersøgelserne er færdige, men de skal være med til at klarlægge brandårsagen.

Politiet oplyser videre, at det gerne vil i kontakt med folk, som har taget billeder eller optaget video fra stedet i forbindelse med branden.

- Det materiale ønskes til brug for den igangværende efterforskning. Hvis man har billeder eller video, bedes man kontakte Politiets Servicecenter på 1-1-4, skriver politiet.

Sponsoreret indhold