Annonce
Krimi3. oktober 2025

Person dræbt af politiet i Manchester-angrebet

To civile foruden den formodede gerningsmand blev skudt af politiet under angreb i Manchester torsdag. Den ene er afgået ved døden
Flere folk blev dræbt foran en synagoge i Manchester, og nu viser det sig, at en civil blev ramt af politiets skud.
Flere folk blev dræbt foran en synagoge i Manchester, og nu viser det sig, at en civil blev ramt af politiets skud.
 Foto: Hannah Mckay/Reuters/Ritzau Scanpix
Annonce

Et af ofrene, der blev dræbt under et angreb ved en synagoge i den engelske storby Manchester torsdag, blev ramt af skud affyret af politiet.

Det oplyser Greater Manchester Police i en udtalelse ifølge BBC.

Også et andet offer blev ramt af politiets skud, men overlevede.

- Det vurderes på nuværende tidspunkt, at den mistænkte, Jihad al-Shamie, ikke var i besiddelse af en pistol, og at de eneste skud, der blev affyret, kom fra GMP's (Greater Manchester Police, red.) betjente, lyder det fra politiet.

Skuddene blev affyret, mens politiet og medlemmer af synagogen forsøgte at forhindre gerningsmanden i at komme ind i synagogen, skriver politiet.

Annonce

- Begge ofre menes at have stået tæt på hinanden bag synagogens dør, mens de troende på heroisk vis forsøgte at hindre angrebsmanden i at få adgang, skriver Greater Manchester Police.

To mænd mistede livet i forbindelse med angrebet foruden den formodede gerningsmand. Han blev dræbt af politiet.

Gerningsmanden var 35 år. Hans identitet blev torsdag offentliggjort af politiet. Der er tale om en britisk statsborger med syrisk baggrund.

Annonce

Han kørte en bil mod en gruppe mennesker uden for synagogen, inden han steg ud og gik til angreb med en kniv.

Tre personer er indlagt med skader på hospitalet.

Angrebet fandt sted uden for synagogen Heaton Park Hebrew Congregation samtidig med yom kippur, som er den vigtigste højtid i jødedommen.

Britisk politi har beskrevet angrebet som en terrorhændelse.

Annonce

Tre personer blev anholdt i sagen torsdag. Der er tale om to mænd 30'erne og en kvinde i 60'erne. De er blandt andet mistænkt for forberedelse af og tilskyndelse til terrorhandlinger.

Angrebet har fået britisk politi til at styrke bevogtningen af synagoger på tværs af Storbritannien.

Fredag har den britiske premierminister, Keir Starmer, besøgt gerningsstedet i Manchester sammen med sin hustru.

Angrebet fik Starmer til torsdag at rejse hjem før tid fra København, hvor han deltog i EU-topmøder onsdag og torsdag.

Annonce

Sponsoreret indhold