Krimi24. marts 2020

Par misforstod Trumps råd - nu er manden død og konen i kritisk tilstand

Et amerikansk ægtepar indtog et middel, som de troede ville beskytte dem mod coronavirussen. Nu er manden død, mens hans hustru er indlagt i kritisk tilstand
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/donald_trump_3.jpg
 (Foto: MEGA)

Et amerikansk ægtepar i 60’erne indtog et middel i et forsøg på at undgå at blive ramt af COVID-19.

Parret fra Phoenix, Arizona troede, at det ville beskytte dem mod virussen – men nu har det kostet manden livet, mens hans hustru kæmper for livet på et amerikansk hospital.

Det skriver det amerikanske medie NBC News.

Parret indtog rengøringsmidlet klorokin i håb om, at det ville hjælpe dem.

USA's præsident har tidligere nævnt på et pressemøde samt på sin twitter-profil, at midlet hydroxyklorokin - et lignende middel - kunne blive en potentiel vigtig medicin mod coronavirus.

Desværre var det middel, som ægteparret tog, ikke den type klorokin, der bruges som lægemiddel. Deres middel var et rengøringsmiddel, som bruges til at rengøre akvarier med – og derfor altså yderst giftigt at indtage.

Manden døde efter at have indtaget stoffet, mens han hustru nu ligger kritisk syg på Banner Hospital i Phoenix.

Den kritisk syge hustru fortæller til det amerikanske medie, at hun havde hørt Donald Trump fortælle om klorokin som et middel mod den frygtede virus.

Da hun og manden er over 60 og dermed i risikogruppen, valgte de at tage stoffet.

20 minutter senere blev de dog voldsomt syge, og hustruen ringede efter en ambulance.

Desværre stod mandens liv ikke til at redde. Han døde ved ankomsten til hospitalet.

Sponsoreret indhold