Krimi23. maj 2023

Par fejrede forlovelse i tre dage – så fik 61-årig kvinde nok

Efter tre dage med høj musik blev det for meget for en 61-årig kvinde i Helsingør
En forlovelsesfejring blev for meget for en kvinde, der efter tre dage med høj musik tilkaldte politiet.
En forlovelsesfejring blev for meget for en kvinde, der efter tre dage med høj musik tilkaldte politiet.
 Foto: Colourbox

En lykkelig begivenhed i et pars liv blev til et mareridt for en kvinde i Helsingør søndag nat.

Klokken 00.31 følte en 61-årig kvinde sig nødsaget til at kontakte politiet.

Det skriver Nordsjællands Politi i døgnrapporten.

I tre dage havde kvinden været genbo til en forlovelsesfest, der blev fejret med volumen skruet helt op på anlægget.

Politiet sendte en patrulje ud til festlighederne, der var blevet for meget for den 61-årige kvinde.

Betjentene bad festens midtpunkt om at skrue ned, og den instruks blev efterkommet, lyder det fra politiet i døgnrapporten.

De varme sommeraftener og -nætter giver helt naturlig anledning til fester og åbne vinduer, og det kan altså give anledning til konflikter.

I den forbindelse kommer politiet med en opfordring til dem, der bliver generet af støjen.

– Før du ringer til politiet, så spørg festens personer, om de vil skrue ned for musikken, skriver det i døgnrapporten.

– En venlig henvendelse virker ofte, da de fleste sjældent er ude på at genere deres naboer. Virker en venlig henvendelse ikke, og fortsætter den høje musik – så kontakt politiet på 114. Vi er ved telefonen alle dage, døgnet rundt.

Sponsoreret indhold