Krimi18. december 2023

Par blev snydt i lufthavnen - og endte i fængsel

Et par endte med at sidde uretmæssigt fængslet i 38 dage, efter at de blev snydt i lufthavnen i Brasilien
Kátyna Baía, 44, og Jeanne Paolini, 40, blev anholdt i selvsamme sekund, at de landede i lufthavnen i Frankfurt.
Kátyna Baía, 44, og Jeanne Paolini, 40, blev anholdt i selvsamme sekund, at de landede i lufthavnen i Frankfurt.
 Foto: Privat/CCTV

Et brasiliansk par havde regnet med og håbet på 20 fortryllende dage i Europa.

Deres drømmetur endte dog ganske brat.

Kátyna Baía, 44, og Jeanne Paolini, 40, blev nemlig anholdt i selvsamme sekund, at de landede i lufthavnen i Frankfurt i marts måned.

Myndighederne havde fundet svimlende 43 kilo kokain i deres kufferter.

Det skriver News.

Parret kunne ikke løbe fra, at det var deres navne, der stod på kufferterne.

Men heldigvis afslørede overvågningsbilleder, at de ikke havde noget med den enorme mængde kokain at gøre. I stedet viste overvågningsbillederne, at det brasilianske par var blevet ofre for ondsindede smuglere, da de havde indleveret deres bagage i São Paulos lufthavn.

Her stod smuglerne – der arbejdede i bagageområdet – klar til at tage imod Kátyna og Jeannes kufferter. I et splitsekund fjernede smuglerne parrets kufferter og placerede i stedet deres navnetags på kufferter fyldt med 43 kilo kokain.

Selv om parret pure benægtede, at det var deres kufferter, blev de i første omgang anholdt, sigtet og fængslet.

Først efter 38 dage lykkedes det efterforskerne at finde overvågningsvideoen fra lufthavnen i São Paulo, der altså bekræftede, at parret talte sandt.

Kátyna og Jeanne blev løsladt, men mareridtet mærkes stadig i dag – her mange måneder senere.

- Jeg har ikke rigtig kunne genoptage mit gamle liv, fordi jeg stadig mærker det emotionelle, psykologiske og spirituelle sår, som jeg fik. Det var én af de mest ydmygende øjeblikke i mit liv, siger Jeanne ifølge News.

Parrets råd til andre rejsende er ikke til at tage fejl af:

- Vi vil gerne råde alle rejsende til at være forsigtige. Vi kunne have mistet 20 år af vores liv.

Sponsoreret indhold