Krimi4. september 2023

Påkørte otteårig cyklist: Nu er kvindelig bilist sigtet

En kvindelig bilist er blevet sigtet, efter en dreng lørdag blev ramt af en bil syd for Aarhus
En otteårig dreng blev lørdag påkørt. Nu er en kvindelig bilist blevet sigtet.
En otteårig dreng blev lørdag påkørt. Nu er en kvindelig bilist blevet sigtet.
 Foto: Presse-fotos.dk

En kvindelig bilist er blevet sigtet, efter at en otteårig dreng lørdag blev ramt af en bil i Malling syd for Aarhus.

Det oplyser René Ludvig, der er vagtchef ved Østjyllands Politi, til TV2 Østjylland.

Drengen blev ramt af en bil, da han på sin cykel af uvisse årsager kom ud på vejbanen.

Kvinden er sigtet for at have påkørt en cyklist.

- Kvinden var chanceløs, men hun kørte med så tilpas lav hastighed, at det trods alt ikke endte mere alvorligt.

- Hun er blevet sigtet for at have påkørt en cyklist, men det er helt standard i forbindelse med et færdselsuheld, at man bliver sigtet, da man så har en sigtets rettigheder, siger René Ludvig til TV2 Østjylland.

Politiet oplyste først, at der var tale om en tiårig dreng. Men ifølge TV2 Østjylland er drengen otte år.

Han er fra lokalområdet.

Efter ulykken lørdag blev drengen kørt med politieskorte til Aarhus Universitetshospital.

Han var til at begynde med i kritisk tilstand, men lørdag aften meddelte Østjyllands Politi til Ritzau, at han var stabil.

Østjyllands Politi har igangsat en undersøgelse, som skal klarlægge hændelsesforløbet.

Til TV2 Østjylland siger René Ludvig, at det i den forbindelse "sagtens" kan ende med, at sigtelsen mod kvinden frafaldes. Han uddyber det ikke nærmere.

Sponsoreret indhold