Krimi14 timer siden

Påkørte menneskemængde i København: Mangeårig kulturpersonlighed sigtet

Politiet frygtede at stå overfor en farlig terrorist, da man rykkede ud til Sortedams Dossering onsdag, hvor flere personer var blevet påkørt. Men ud af bilen kom en velkendt kulturpersonlighed

Ulykke ved Dronning Louises Bro

TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en mail til soren.bak@sh.dk

LÆS OGSÅ: - Jeg kommer ikke til at køre bil igen

Betjentene fra Københavns Politi forberedte sig på det værste, da de rykkede ud til Sortedams Dossering onsdag, efter en bil havde påkørt en menneskemængde foran Lagkagehuset.

Men da de kampklædte betjente kom frem kort efter, fandt de en 75-årig ældre herre, som var meget omtumlet over, hvad han lige havde gjort.

Og under et grundlovsforhør torsdag kom der nye og ganske overraskende oplysninger frem om, hvem manden faktisk er.

Der er navneforbud i sagen - og derfor er det ikke muligt at afsløre mandens præcise rolle gennem mange år i branchen.

Men i retten kom det frem, at bilisten er en kendt skikkelse i det danske kulturliv.

Han har flere gange deltaget i den offentlige samtale og har også holdt foredrag og oplæg.

I retten fortalte han således, at han er en rutineret bilist, da han har kørt rundt i landet mange gange i forbindelse med sine opgaver.

Manden har også haft flere betroede poster i kulturlivet.

Den 75-årige mand er nu blevet varetægtsfængslet i 13 dage.

Dommeren lagde vægt på, at der var tale om en episode, som ligger "langt udover et almindeligt trafikuheld", og at der er mange tilskadekomne.

Afgørelsen blev med det samme kæret til landsretten, og det betyder, at det nu er op til den højere instans at afgøre, om han skal løslades eller fortsætte med at sidde fængslet.

Landsrettens afgørelse kommer i de kommende dage.

Det sagde han i retten

SE og HØR var til stede ved grundlovsforhøret i sagen torsdag, hvor en dommer besluttede at varetægtsfængsle den 75-årige fører af bilen i 13 dage.

I retten fremstod den 75-årige mand svagelig og gangbesværet. Han havde gråt hår og var iført rød bluse og mørke bukser. Han virkede meget påvirket af situationen.

Den 75-årige mand forklarede i retten, at han var på vej ud for at besøge sin kone på plejehjemmet onsdag eftermiddag, da ulykken skete.

- Jeg glædede mig til at se min kone, og havde været nede og købe is, fortalte han fra anklagebænken i dommervagten i Københavns Byret.

Men kort efter han havde sat bilen i gang, mistede han herredømmet over el-bilen, hvor han først påkørte et skilt og derefter fortsatte med høj fart ind i menneskemængden, der sad foran fortovscaféerne ved Sortedams Dossering.

- Jeg bliver fuldstændig fra snøvsen, og jeg magter simpelthen ikke at føre køretøjet pludseligt, og så mister jeg herredømmet, og det resulterer i de påkørsler, forklarede den 75-årige bilist i retten torsdag.

I alt kom 12 personer til skade i ulykken, hvor flere af skaderne er alvorlige. Et øjenvidne fortalte efterfølgende til politiet, hvordan mennesker fløj i luften, da påkørslen skete.

Blandt andet blev en cyklist ramt og fik kraniebrud. Cyklisten ligger ifølge de seneste meldinger stadig i kunstigt koma. En anden person brækkede ryggen og en kvindes lunge klappede sammen, da hun blev ramt af den 75-åriges røde el-bil.

- Jeg er udmærket klar over, at jeg har kørt bilen, og det der er sket. Jeg er så ked af det, sagde den 75-årige torsdag.

Men når han alligevel nægter sig skyldig, skyldes det, at han ifølge sin egen opfattelse ikke var ude af stand til at køre bilen, da han satte sig bag rattet onsdag. Det var derimod et forfærdeligt hændeligt uheld, lød det fra både den sigtede og hans forsvarsadvokat.

Han er sigtet for under særligt skærpende omstændigheder at have gjort sig skyldig i uagtsom legemsbeskadigelse og i at have kørt bilen, selvom han ikke var i stand til dette på fuld betryggende måde.

Det begrunder anklagemyndigheden med, at den 75-årige er i så dårlig fysisk forfatning, at han burde have vidst, at han ikke skulle køre bil.

Han er flere gange faldet, fordi han har dårlig balanceevne, ligesom han har flere fysiske skavanker og sygdomme. Han har blandt andet modtaget behandling på en såkaldt faldeklinik for ældre, der har svært ved at holde balancen og har problemer ved at falde og slå sig.

Han er også tidligere blevet udredt for parkinson, fordi han rystede så meget på hænderne. Det viste sig dog, at han ikke havde sygdommen ved undersøgelsen.

Flere gange de seneste år er den 75-årige også blevet advaret mod at køre bil af sine nærmeste. Blandt andet af sine døtre og af sin kone, som har været bekymret for hans evner til at køre bil, som han blev ældre.

- Jeg sagde jo til dig i går, at du ikke skulle køre, sagde en af døtrene til den 75-årige, da de mødte op på Bispebjerg Hospital, hvor manden blev indlagt efter ulykken onsdag.

En nabo til den 75-årige, som også var tæt på at blive kørt ned onsdag, da han sad på caféen onsdag, har også tidligere advaret manden. Naboen nåede akkurat at trække sine fødder til sig og undgik at blive kørt ned af den 75-årige.

Men ifølge både den 75-årige selv og hans forsvarsadvokat er han en rutineret bilist, som har kørt bil hele livet.

Han bliver på grund af sine sygdomme og dårlige fysiske forfatning ofte tilset af læger og sygeplejersker, men ifølge forsvaren har han aldrig fået inddraget kørekortet eller har fået et påbud om ikke at måtte køre bil af sundhedsfaglige personer. Derfor var der heller ingen grund til at tro, at han ikke kunne køre bilen som vanligt onsdag, lyder det fra forsvarsadvokaten.

- Man får det til at se ud som om, at jeg slet ikke kan begå mig i trafikken udelukkende på betragtninger fra mine to døtre, min kone og en tilfældig nabo, sagde den 75-årige.

Han mener, at hvis han ikke var i stand til at køre bilen, så ville han have fået besked herom af læger og sygeplejersker.

Sponsoreret indhold