Krimi23. juli 2023

Påkørsel i Norge: To i kritisk tilstand og fire alvorligt kvæstede

Det formodes at være en bilulykke, der har kvæstet flere personer i byen Drøbak

En bil har ramt flere mennesker i den norske by Drøbak søndag eftermiddag, oplyser norsk politi til nyhedsbureauet NTB.

To personer er kritisk tilskadekomne, mens fire andre er blevet alvorligt kvæstede, meddeler politiet.

- Det er vigtigt at understrege, at dette sandsynligvis er en ulykke, siger operationsleder Ronny Samuelsen.

Politiet fik melding om ulykken klokken 16.51.

- Vi ved ikke, hvor mange der skal være skadet, men meldingen går på, at det er fem til seks personer. Skadeomfanget er endnu ikke kendt, siger Samuelsen.

Ifølge NRK, der er Norges pendant til DR, er politiet i kontakt med føreren af bilen. Vedkommende er tilsyneladende ikke blandt de seks kvæstede.

Det er en personbil, der har ramt flere mennesker, oplyser vagtleder Espen Stabell ved alarmcentralen.

Hovedredningssentralen i Sydnorge (HRS) skriver på Twitter, at den har sendt en redningshelikopter til Drøbak.

Byen ligger omkring 35 kilometer syd for Norges hovedstad, Oslo.

/ritzau/NTB

Sponsoreret indhold