Krimi31. december 2021

Overvågede kvinde med GPS: Nu er han fængslet

46-årig mand fængslet for langvarig stalking af kvinde - men han nægter sig skyldig i de 14 forhold, han er sigtet for, oplyser hans forsvarer.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20050908-222852-pf-1920x1255we.jpg
 Modelfoto: Toke Hage/Ritzau Scanpix

En 46-årig mand fra Aalborg er fredag blevet varetægtsfængslet for igennem en længere periode at have stalket en kvindelig bekendt.

Det oplyser Nordjyske Anklagere på Twitter.

Manden skulle have placeret en såkaldt GPS-tracker på kvindens bil, der gjorde det muligt for ham at følge bilens færd.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger skulle han have overtrådt et tilhold, som han havde til kvinden.

Nægter sig skyldig

I alt er han blevet sigtet for 14 forhold, som han nægter sig skyldig i.

Det har mandens forsvarer, Karina Skou, oplyst til mediet.

Det er uvist, hvordan apparatet er blevet lokaliseret og opdaget, og politiet oplyser heller ikke, hvilken relation de to har til hinanden.

Det er stalking

Stalking er en form for psykisk vold, der består af uønsket og gentagen overvågning, forfølgelse og chikane. Varigheden kan variere fra nogle uger og op til systematisk overvågning i flere år.

Sådan beskrives det af Socialstyrelsen.

Stalking har i årets løb været taget op til diskussion i den politiske arena, fordi man ikke har ment, at lovgivningen på området har været tilpasset virkeligheden.

Det er i dag i et vist omfang kriminaliseret i tilholdsloven, men et lovforslag fra regeringen om en særskilt stalkingsparagraf blev vedtaget i midten af december og står til at træde i kraft fra 1. januar 2022.

Politiet oplyser på sin hjemmeside, at tre betingelser skal være opfyldt, for at en persons adfærd eller handlinger kan anses for stalking efter straffeloven.

Gerningspersonens adfærd skal være chikanerende, utryghedsskabende og systematisk, fremgår det.

Sponsoreret indhold