Overlevede traumatiske Idaho-drab: - Hvorfor fik jeg lov til at leve og ikke dem?

LÆS OGSÅ: Bryan Kohberger dræbte fire: Fældet af beskidt vatpind
De to overlevende værelseskammerater fra det brutale drab på fire universitetsstuderende i Idaho fortæller i retten onsdag om den traumatiske nat, der ændrede deres liv for altid, skriver CNN.
I retten læser veninden Emily Alandt højt fra Bethany Funkes erklæring, hvor hun beskriver den forfærdelige morgen, hvor de fire lig blev fundet. Funke fortæller, hvordan hun vågnede med tandpine og ringede til sin far, der er tandlæge.
Efter at have taget en smertestillende pille på hans råd, gik hun tilbage i seng. Selv om hun ikke på det tidspunkt vidste, hvad der var sket, føler hun masser af skyld. Hun er dog klar over, at det ikke havde ændret noget, at hun havde ringet til alarmcentralen tidligere, end hun gjorde.
Da det skete, kunne hun ikke engang få ordene frem. Hun beskriver dagen som den værste i sit liv.
- Jeg hadede og hader stadig, at de er væk, men af en eller anden grund er jeg stadig her, og jeg fik lov til at leve. Jeg tænker stadig på det hver dag. Hvorfor mig? Hvorfor fik jeg lov til at leve og ikke dem, siger hun i retten ifølge CNN.
Den anden overlevende værelseskammerat, Dylan Mortensen, beskriver med tårer i øjnene, hvordan Bryan Kohberger havde myrdet "fire smukke, ægte og medfølende mennesker".
- Det, der skete den nat, ændrede alt. På grund af ham blev fire smukke, ægte, medfølende mennesker taget fra denne verden uden grund, siger hun.
Mortensen fortæller, hvordan drabene har "knust" hende på måder, hun ikke vidste var mulige. Som 19-årig skulle hun have været ved at finde ud af, hvem hun var, men i stedet blev hun tvunget til at lære at overleve det utænkelige.

Begge kvinder beskriver, hvordan frygten aldrig forlader dem. Funke har ikke sovet en hel nat siden drabene og vågner konstant i panik, bange for at nogen bryder ind eller vil skade hende.
- Frygten forlader mig aldrig rigtig, siger hun.
Mortensen beskriver, hvordan hendes krop genoplever alt igen og igen, og at hun kan ikke trække vejret, tænke eller stoppe med at ryste, når hun rammes af panikanfald.

Ifølge CNN, som er til stede i retten, har Bryan Kohberger ikke vist nogen reaktion, mens han har hørt på fortællingerne fra ofrenes venner.
Han venter på sin dom. Tidligere i juli erkendte han sig skyldig i drabene, der skete for tre år siden, og derfor undgår han dødsstraf.