Krimi8. oktober 2021

Over 60 personer afhørt efter skolepige blev forsøgt bortført

To mænd, der torsdag greb fat i en 12-årig pige i Næstved, kørte i en rødbrun bil, der formentlig havde bule
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20210929-122831-7-1920x1278we.jpg
 Foto: Mads Dalegaard/Ritzau Scanpix

Politiet har talt med over 60 personer, sikret videomateriale og grundigt afsøgt et område i Næstved, efter at to personer i en bil torsdag morgen greb fat i en 12-årig pige.

Det fortæller vicepolitiinspektør Rune Nilsson fra afdelingen for personfarlig kriminalitet ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse fredag formiddag.

- Hvis der er folk, vi stadig ikke har talt med, og som mener, at de har oplysninger, vi kan bruge, så skal man endelig ikke tøve med at kontakte os.

- Intet er for småt, og vi vil hellere have for mange oplysninger end for få, siger Rune Nilsson i politiets meddelelse.

Politiet fortæller, at det gerne vil høre fra folk, hvis de har set eller hørt noget i relation til sagen eller måske ligger inde med små, private mobiloptagelser fra torsdag morgen i et område, som politiet har tegnet på et kort, det har offentliggjort.

Det var torsdag morgen klokken 08.10 på Orenæsvej i Næstved, at den 12-årige pige kom kørende på sin cykel på vej til skole, da to personer i en rødbrun bil ifølge politiet holdt ind og greb fat i hende.

Det lykkedes dog pigen at slippe væk og løbe fra stedet.

Politiet oplyser, at efterforskningen har givet flere oplysninger om signalement af både gerningsmænd og bil.

Bilen, der beskrives som rødbrun med tonede ruder, havde formentlig en bule ved den højre forlygte.

Desuden viser politiets efterforskning, at den ene gerningsmand kan have en skade i ansigtet, som blev tilført ham ved hændelsen i går. Mændene talte gebrokkent engelsk.

Sponsoreret indhold