Krimi24. juli 2023

Otteårig pige hoppede ud ad vindue med sin bamse: Tiggede om mad fra fremmede

Et forældrepar skulle efter sigende have sultet deres barn så meget, at hun måtte flygte
Begge de 33-årige forældre er nu varetægtsfængslet for at have vanrøgtet deres datter. 
Begge de 33-årige forældre er nu varetægtsfængslet for at have vanrøgtet deres datter.
 Foto: Politifoto

En otteårig pige tog springet fra et vindue på anden sal, mens hun holdt godt fast i sin bamse. Hun var sulten, og nu kunne hun ikke vente mere. Hun måtte finde nogle fremmede, der kunne hjælpe hende med at få noget mad.

Den lille piges forældre, Ryan Keith Hardman og Ellio M Hardman, står nu tiltalt for vanrøgt af deres datter, efter hun tidligere på måneden flygtede fra hjemmet i Arnoldsburg i West Virginia.

Det skriver New York Post.

Datteren var gået barfodet til et nærliggende supermarked klokken 22.30, hvor hun fortalte de ansatte, at hun ikke havde spist i flere dage, fremgår det fra politiets dokumenter.

– Den lille pige kom igennem butikken, gik op til os og sagde bare: ”Jeg er sulten. Min mor og far vil ikke have mig mere. Har du noget, jeg kan spise?”, fortalte en ansat ved supermarkedet.

Den lille pige fortalte de ansatte, at det sidste, hun havde spist, var en sandwich, som en af hendes søskende havde givet til hende tre dage tidligere.

Børnene fjernet

Da politiet ankom til stedet, fortalte hun betjentene, at hun havde været tvunget til at hoppe fra anden sal, da hendes forældre ikke ville lade hende komme nedenunder.

Derudover fortalte hun også, at forældrene ofte ville straffe den lille pige ved at låse hende inde på sit værelse i op til en uge uden mad.

Da politiet undersøgte hjemmet, kunne de konkludere, at det altså ikke var fordi, familien ikke havde råd til mad, for der var masser af mad i huset. Derudover fandt de også narkotikaudstyr.

Den otteårige pige og tre andre børn blev straks fjernet fra adressen og er nu i myndighedernes varetægt.

Begge forældre er nu varetægtsfængslet med en kaution på 100.000 kroner hver.

Sponsoreret indhold