Krimi26. april 2021

Op mod 25 grader på vej

DMI forudser rigtig godt vejr i langtidsprognose
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/foraarsvejr.jpg
 Foto: Mega

Kom, maj, du søde, milde…

April kan stadig nå at blive den koldeste i 35 år, men snart kommer maj, og gør skoven atter grøn.

DMI forudser nemlig helt op til 25 grader i deres langtidsprognose.

Men varmeglade danskere må væbne sig lidt med tålmodighed endnu.

For de kommende dage vil kold polarluft give os stort set tørt vejr og en del sol, men nætterne bliver klare og derfor kolde med stedvis frost.

Fra onsdag ser vejret ifølge DMI ud til at blive lidt mere ustadigt med flere skyer og byger, og det bliver fortsat køligt endda med risiko for nattefrost.

Men i langtidsprognosen er der altså lidt mere at se frem til, hvis man vil ud at lufte solbrillerne.

Vi skal dog helt hen i slutningen af maj, før det ser rigtig godt ud.

Ifølge DMI er langtidsprognoserne naturligvis usikre, men der er en tendens til, at et højtryk vil dominere over Vesteuropa og efterhånden også over Centraleuropa.

I starten af perioden ser det ud som om, at Danmark vil ligge i en vestlig strømning af lidt lunere luft med en del skyer og i perioder noget regn.

Der er dog ifølge DMI en god mulighed for, at højtryksrygge efterhånden vil forskydes op over Sydskandinavien og det vil give danskerne mere tørt og solrigt vejr i slutningen af måneden.

Og her vil dagtemperaturerne sandsynligvis stige til op mellem 15 og 20 grader, og i slutningen af maj kan vi måske nå op på mellem 20 og 25 grader.

Sponsoreret indhold