Krimi16. januar 2024

Onlinekasino får gigantisk bøde på 700.000 kroner

Onlinekasinoet Spilnu.dk må til lommerne

Onlinekasinoet Spilnu.dk er blevet idømt en bøde på 700.000 kroner.

Det oplyser Retten i Aalborg til Ritzau.

Ifølge anklageskriftet i sagen, som Ritzau har fået aktindsigt i, drejer den sig om, at Spilnu.dk i 2020 har markedsført et tilbud eller en såkaldt salgsfremmende foranstaltning.

Kravet om indskud svarede ikke 100 procent til værdien af tilbuddet.

Den idømte bøde svarer til det, som sagens anklager på forhånd havde krævet.

Retten tilføjer, at dommen er afsagt som en udeblivelsesdom.

Det betyder, at der er afsagt dom, selv om den tiltalte ikke var til stede ved retsmødet mandag, hvor sagen blev afgjort.

Det er en mulighed, som domstolene kan bruge i bødesager.

I tiltalen er det beskrevet, at firmaet den 29. oktober 2020 og i tiden op til havde markedsført et bestemt tilbud.

Man kunne få en indbetalingsbonus på 100 kroner plus fem skrabelodder som ny spiller, hvis man indbetalte minimum 100 kroner, lyder det i anklageskriftet.

Man har kunnet spille på Spilnu.dk, siden markedet for onlinekasinoer blev liberaliseret i Danmark i 2012.

Sponsoreret indhold