Krimi1. juni 2021

Officielt: Vaccinekalender skrider med to uger

De sidste er først vaccineret til september

Endnu en gang bliver slutdatoen, for hvornår alle danskere - der ønsker vaccinen mod coronavirus - har fået stikkene, skubbet.

De sidste kan forvente at være færdigvaccinerede ved udgangen af uge 36, nærmere bestemt 12. september.

Det oplyses i en ny pressemeddelelse fra Sundhedsstyrelsen.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/media/article/vaccinekalender_1._juni.png
 Foto: Sundhedsstyrelsen

Du kan se nærmere på kalenderen her. (Foto: Sundhedsstyrelsen)

Med forsinkelsen vil det sige, at borgerne i aldrene 16-24 år og 40-49 år må vente én uge ekstra på at få det første stik i forhold til den tidligere version af planen.

Endnu mere tålmodighed må de 25-39-årige væbne sig med, for de må vente to uger, før de kan få deres stik nummer et.

Den samlede slutdato flyttes derfor med to uger frem i tiden.

Planen skrider, efter at vaccinationskalenderen er justeret med de nyeste prognoser for leveringerne af vaccinerne fra Pfizer, Moderna og Curevac. Sidstnævnte er endnu ikke godkendt til brug i EU og dermed Danmark endnu.

Efter planen skulle Danmark kunne tage den i brug til juni, men da der stadig mangler en godkendelse, regner styrelsen nu med, at danskerne kan stikkes med netop den vaccine fra juli.

Modernes seneste leveranceplaner lyder, at de kan levere væsentligt færre doser i juli og august, end hvad der tidligere var blevet spået, og det påvirker især den danske vaccinationsplan. Planen var, at Moderna skulle levere 200.000 doser om ugen i juli og august, og det er nu nedjusteret til 50.000 om ugen.

Der skal bemærkes, at der kun er tale om prognoser, og at planen stadig kan justeres.

Omkring 75 procent af danskerne er vaccineret efter juli.

Sponsoreret indhold