Krimi 4. december 2021

Offer for skuddrab i Rødovre var en 17-årig dreng

Vagtchefen ved Københavns Vestegns Politi kan ikke oplyse, om den 17-årig dreng er kendt af politiet
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Den person, der fredag blev skudt og dræbt i en frisørsalon i Rødovre, er blevet identificeret.

Der er tale om en 17-årig bulgarsk dreng, oplyser Claus Buhr, der er kommunikationsansvarlig ved Københavns Vestegns Politi. Den dræbtes pårørende i Bulgarien er blevet underrettet.

Den 17-årige kom tidligere i år til Skandinavien fra sit hjemland. Politiet oplyste tidligere lørdag, at der var tale om en svensk statsborger.

Skuddrabet fandt sted fredag formiddag på Islev Torv i Rødovre, hvor to ukendte personer trådte ind i en frisørsalon og affyrede de dræbende skud. I et tweet udsendt kort efter klokken 13, gør politiet selv opmærksom på, at der har været "nogen upræcished" i de tidligere oplysninger.

Tre personer blev ramt.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Den ene, som er blevet identificeret som en 17-årig dreng, mistede livet, mens to andre blev såret. Den ene af de sårede er en 15-årig dreng, der kom til skade med den ene hånd. Det ligger endnu ikke fast, hvorvidt han er ramt af skud, eller om hans skader skyldes noget andet.

Den anden er en 28-årig mand, som tidligere var i kritisk tilstand. Lørdag formiddag oplyser vagtchefen, at han er uden for livsfare.

Vagtchefen opfordrer vidner til at kontakte politiet.

- Der har ikke været anholdelser, men vi efterforsker massivt og vil meget gerne høre fra vidner, der har set eller hørt noget, siger Mads Dam.

Vagtchefen kan ikke sige noget om, hvorvidt den 17-årige eller den sårede mand var kendt af politiet. Han kan heller ikke oplyse, om den 17-årige svensker arbejdede i frisørsalonen.

Skyderiet i Rødovre kom, dagen efter at en mand blev skudt og dræbt på Nørrebro i København.

To personer blev fredag varetægtsfængslet i den sag. Det drejer sig om to mænd på 18 og 21 år. De skal i første ombæring sidde fængslet frem til 22. december.

Den dræbte på Nørrebro er kendt i bandesammenhæng, har politiet oplyst.

Det er uvist, om der er en forbindelse mellem de to drabsepisoder.

Sponsoreret indhold