Krimi1. marts 2022

Odenses bandemiljø ulmer: Ti mand sigtet for knivoverfald

Et knivoverfald i Odense skete ifølge politiet som led i en konflikt mellem to grupperinger i Odense. Nu er ti mand anholdt efter politiet tirsdag slog til i stor aktion
https://imgix.seoghoer.dk/politi_2.jpg
 (Foto: Ritzau Scanpix)

Fyns Politi har tirsdag anholdt ti personer for overfald med knive på to personer den 13. januar i Odense.

Ifølge politiet var overfaldet planlagt og skete som led i en konflikt mellem grupper af personer, hvor der tidligere har været anvendt skydevåben.

De ti nu anholdte personer er efter politiets opfattelse en del af en kriminel gruppering i Odense. De to, der blev overfaldet, menes ligeledes at have en perifer tilknytning til en anden gruppering.

Alle ti mænd er sigtet for straffelovens paragraf 245, der handler om legemsbeskadigelse af særlig rå, brutal eller farlig karakter samt medvirken til overfaldet.

- Det er lang tids grundig efterforskning, der har ført frem til anholdelserne i dag. Det er et endog meget vanskeligt miljø at efterforske i, og derfor har vi undervejs holdt kortene meget tæt til kroppen. Vi håber, at vi med hele ti anholdelser samtidig har stækket den gruppering, de anholdte har tilknytning til – og dermed minimeret den aktuelle konflikt, som pågår, siger vicepolitiinspektør Jesper Weimar Pedersen fra Fyns Politi.

Politiet slog desuden til og ransagede adskillige andre adresser rundt om i Odense.

- Det har vi gjort for at sikre eventuelle beviser eller andet, der kan være med til at underbygge vores efterforskning. Som sagt har vi længe arbejdet intenst med sagen. Det har vi ikke kunnet fortælle offentligheden ret meget om – og vi kan heller ikke nu gå i detaljer af hensyn til den fortsatte efterforskning. Det er jo sådan, at når vi fortæller om sagen, så lytter ikke bare de lovlydige borgere med, det gør de kriminelle også, og de skal jo helst ikke vide, hvad vi har gang i, siger Jesper Weimar Pedersen.

Artiklen fortsætter efter billedet...

https://imgix.seoghoer.dk/20200727-081727-2-1920x1277we_0.jpg

En 19-årig mand blev natten til søndag skuddræbt på parkeringspladsen ved Netto og KFC på Nyborgvej i Odense. Tirsdag har politiet anholdt ti personer, som de mener tilhører en gruppering i Odense, der 13. januar knivstak rivaler fra en anden gruppering i Odense. Politiet efterforsker en mulig sammenhæng mellem knivstikket 13. januar og drabet natten til søndag. Foto: Michael Bager/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix

MULIG SAMMENHÆNG MED DRAB UNDERSØGES

Natten til søndag blev en 19-årig mand skuddræbt ved parkeringspladsen til KFC og Netto på Nyborgvej i Odense.

I den forbindelse efterforsker politiet drabet intenst for øjeblikket, og oplyser i den forbindelse, at en mulig sammenhæng med den verserende konflikt indgår i efterforskningen.

- Det er klart, at vi undersøger en mulig sammenhæng, men det er endnu for tidligt at konkludere noget. Dertil er vi ikke nået langt nok i vores efterforskning, siger Jesper Weimar Pedersen.

De ti mænd, der blev anholdt tidligere tirsdag, bliver alle fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Odense onsdag.

Sponsoreret indhold