Krimi27. marts 2024 (opd. 27. marts 2024)

Nyt om drab på hospital: 41-årig dræbt af flere knivstik

En 46-årig mand vil onsdag blive fremstillet i grundlovsforhør sigtet for manddrab
Både den dræbte og den anholdte mand var anbragt på afdelingen. 
Både den dræbte og den anholdte mand var anbragt på afdelingen.
 Foto: presse-fotos.dk

Den 41-årige mand, der tirsdag aften døde efter at være blevet overfaldet på Retspsykiatrisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital, mistede livet som følge af flere knivstik.

Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

En 46-årig mand, der blev anholdt umiddelbart efter overfaldet, vil onsdag klokken 14.15 blive fremstillet i et grundlovsforhør sigtet for drab i Retten i Aarhus.

Den 46-årige var ligesom den 41-årige anbragt på Retspsykiatrisk Afdeling, og de to havde derfor et forudgående kendskab til hinanden.

De to mænd var begge indlagt på afdelingens sengeafsnit 3, der er forbeholdt grønlandske patienter.

Politiet fik en anmeldelse om overfaldet klokken 19.46 tirsdag aften.

- Ved politiets ankomst til stedet blev der ydet livreddende førstehjælp til en 41-årig mand, som var blevet overfaldet, men hans liv stod ikke til at redde. Den 41-årige blev af en læge på stedet erklæret død klokken 20.08 som følge af de knivstik, han var blevet påført, skriver politiet.

Personalet på Retspsykiatrisk Afdeling havde tilbageholdt den 46-årige, indtil politiet ankom og anholdt ham.

Det formodede gerningsvåben er blevet fundet, lyder det.

- Vi har siden anmeldelsen i går aftes været synligt til stede med mange patruljer på selve gerningsstedet og i området omkring Aarhus Universitets Hospital i Skejby, hvor vi natten igennem blandt andet har afhørt vidner i sagen, indhentet videoovervågning og foretaget undersøgelser på gerningsstedet, siger fungerende politiinspektør Anders Uhrskov i pressemeddelelsen.

Politiet vurderer, at man har fået fastlagt hændelsesforløbet op til gerningstidspunktet.

På Retspsykiatrisk Afdeling bliver patienter, der har en psykisk lidelse og er sigtet eller dømt for noget strafbart, udredt og behandlet.

Sponsoreret indhold