Krimi15. november 2019

Nye detaljer om dobbeltdrab: Politiet talte med den mistænkte efter første drab

Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at de var i kontakt med den 39-årige mand, der er mistænkt for at have dræbt to kvinder, mellem de to mord
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20191115-124213-l_68mb.jpg
 Foto: Ritzau/Scanpix/ Ida Marie Odgaard

To kvinder er fredag morgen fundet dræbt på to forskellige adresser. En 39-årig mand er anholdt i sagen.

Midt- og Vestsjællands Politi har netop afholdt et pressemøde om dobbeltmordet. Her oplyste de, at den 39-årige mand er mistænkt i sagen.

Klokken 04.30 ringede manden selv til politiet.

- Vi har en telefonisk samtale, hvor han oplyser, hvad han har foretaget sig på adressen i Ruds Vedby. Vi forsøger meget påholdende at fastholde den her samtale og få ham talt væk fra adressen, så vi kan foretage anholdelse, siger politiinspektør Brian Bang-Rasmussen fra Midt- og Vestsjællands Politi på pressemødet.

Men det lykkedes ikke, da forbindelsen til den mistænkte forsvandt.

- Næste gang vi hører fra den mistænkte bekræfter han overfor os, at der er blevet begået noget nyt, hvorefter vi får talt ham ind på Holbæk Politistation, siger Brian Bang-Rasmussen.

Politiet oplyser, at den 39-årige mand kort tid efter det andet drab meldte sig selv på politistationen i Holbæk.

De to dræbte kvinder blev fundet på henholdsvis en adresse i Ruds-Vedby og Kundby.

Både Ekstra Bladet og B.T. erfarer, at de to kvindelige drabsofre er henholdsvis en kæreste og en ekskæreste til den anholdte mand.

B.T. skriver videre, at den 39-årige mand har børn med en af kvinderne.

Det er dog uklart, om den mistænkte mand har boet sammen med de to kvinder.

Sponsoreret indhold