Krimi30. oktober 2020

Ny udvikling i uhyggelig stenkast-drab

En gruppe unge skal nu afhøres og have taget dna-profiler i forbindelse med det stenkast, der kostede en 33-årig tysk kvinde livet tilbage i 2016
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20171220-093802-a-1920x1920we.jpg
 (Foto: Sonny Munk Carlsen/Ritzau Scanpix)

Fyns Politi er måske ét skridt nærmere opklaringen af det uhyggelige stenkast, der i august 2016 kostede en 33-årig tysk kvinde livet og kvæstede hendes mand alvorligt.

Det skriver TV 2 Fyn.

Fyns Politi vil således afhøre en gruppe unge mennesker fra Tarup. De unge mennesker skal desuden have foretaget en dna-profil i forbindelse med efterforskningen for at be- eller afkræfte, om der er et match med den sten, der blev fundet efter det drabelige stenkast.

- Vi har kørt en intensiv efterforskning siden august 2016, og vi er nået dertil, hvor vi har fået oplysninger om en gruppe unge mennesker fra Tarup-området, som kunne være interessante i efterforskningen, fortæller Jack Liedecke, der er politikommissær ved Fyns Politi, til mediet.

Han oplyser, at der er tale ”om en større gruppe personer, som alle er i 20’erne”. Han ønsker dog ikke at komme nærmere ind på antallet i gruppen.

Det ufattelige stenkast fandt sted 21. august 2016, da den 33-årige tyske kvinde sammen med sin mand og søn kom kørende ved motorvejsbroen ved Langesøvej. Her blev familiens bil ramt af en 9,5 kilo tung betonflise, der blev kastet ned fra motorvejsbroen.

Kvinden omkom, mens hendes 36-årige mand blev så voldsomt kvæstet, at han fik alvorlige og varige mén. Parrets femårige søn slap uskadt fra stenkastet.

Det dødelige stenkast er blot én af flere, der har hærget Fyn fra 2016 til 2018.

Sponsoreret indhold