Krimi28. april 2023

Ny teori bag mystisk massedød: Hvorfor dør fuglene i Aalborg?

Dyrenes Beskyttelse er dybt forargede over, at der formentlig ligger menneskelige handlinger bag de mange dødsfald, der har ramt fugleflokken i Aalborg
Sådan er flere fugle i det centrale Aalborg blevet fundet siden februar - nu mistænker man, at en såkaldt faunakriminalitet ligger bag 
Sådan er flere fugle i det centrale Aalborg blevet fundet siden februar - nu mistænker man, at en såkaldt faunakriminalitet ligger bag
 Foto: Dyrenes Beskyttelse

Telefonerne hos Dyrenes Beskyttelses vagtcentral 1812 har kimet siden februar.

Mange af opkaldene drejer sig om syge fugle i området nær Østre Anlæg i Aalborg. Nu viser det sig ifølge en pressemeddelelse fra netop Dyrenes Beskyttelse, at det nordjyske politi er gået ind i sagen om massedødsfaldene blandt måger og kragefugle.

Det sker, fordi det nu har vist sig, at fuglene er døde af forgiftning. Undersøgelser har nemlig konkluderet, at de er blevet forgiftet af stoffet chloralose.

– Vores værste frygt om, hvad det er der sker med fuglene i Aalborg, er blevet bekræftet. Dyrenes Beskyttelses frivillige dyrereddere og Falck har nu i månedsvis måtte nødaflive syge krager, måger og småfugle i massevis i området omkring Østre Anlæg, og så viser det sig, at der efter alt at dømme står mennesker bag. Det er dybt forargeligt, at nogen kan finde på at lægge gift ud til fugle. Og når jeg tænker over omfanget af dette overgreb mod dyrene, bliver jeg ærlig talt helt mundlam, siger Inger Lund Overgaard, dyrlæge i Dyrenes Beskyttelse.

I lang tid har man i Aalborg mistænkt fugleinfluenza som bagvedliggende årsag til de mange døde fugle, men da man fra Dyrenes Beskyttelses side indleverede fugle til undersøgelse hos Fødevarestyrelsen, tegnede der sig et andet gruopvækkende billede.

Inger Lund Overgaard meldte derfor i sidste uge dødsfaldene til Nordjyllands Politi som en mulig faunakriminalitet. Hun roser politiet for at tage sagen alvorligt.

– Vi vil gerne takke Nordjyllands Politi for at rykke så hurtigt på sagen efter anmeldelsen. Det er forbilledligt i lyset af, at forbrydelser mod fauna og flora generelt kan være svære at opklare og ofte bliver nedprioriteret, udtaler hun.

Det var en voldsom stigning i antallet af anmeldelser om syge eller døde fugle i Aalborg, der fik Dyrenes Beskyttelse til at kontakte politiet 
Det var en voldsom stigning i antallet af anmeldelser om syge eller døde fugle i Aalborg, der fik Dyrenes Beskyttelse til at kontakte politiet
 Foto: Dyrenes Beskyttelse

Sagen om fuglene startede i februar, da der løb et stigende antal henvendelser ind om netop syge fugle i området omkring Østre Anlæg.

Dyrenes Beskyttelse frivilliges dyrereddere fandt sammen med deres samarbejdspartner Falck som regel fugle i en god konstitution, altså med veludviklet brystmuskulatur og fin og velholdt fjerdragt. Men alligevel lå de syge på jorden.

Der var ikke synlige skader på fuglene, men dyrene var så dårlige, at dyreredderne umiddelbart ikke havde anden mulighed end at samle dem op og aflive dem.

Miljøstyrelsen, som undersøger såkaldt faldvildt, har efterfølgende haft flere af fuglene til undersøgelse for giftstoffer. Her endte de frosne fugle til undersøgelse på Københavns Universitet, som kunne afsløre, at fuglene var blevet forgiftet af med giftstoffet chloralose.

Det præcise antal af de formodede fugledrab er ukendt.

Men Dyrenes Beskyttelses vagtcentral har oprettet 161 sager om nødstedte eller syge fugle i postnummer 8000 fra 1. februar til 13 april i år. Det er fire gange så mange sager som samme periode i 2022.

Sponsoreret indhold