
Ny corona-mutation spreder sig lige nu i Danmark
I slutningen af året dukkede der første gang nyheder op om en ny og særlig farlig og smitsom corona-mutation i Storbritannien.
Mutationen kom også forbi Danmark, og nu lyder det i en ny rapport fra Statens Serum Institut, at den fortsat spreder sig herhjemme.
Ifølge rapporten, der er blevet sendt ud lørdag formiddag, så er der lige nu påvist 86 tilfælde af smitte i Danmark med den nye virusvariant.
Corona-mutationen er allerede blevet vurderet i England til at være omkring 50 til 74 procent mere smitsom end de allerede kendte varianter.
I England valgte man derfor allerede i slutningen af december at indføre det højeste niveau af restriktioner i landet.
Flere og grovere restriktioner kan også nemt blive det næste skridt herhjemme.
- Det nye virus vil sikkert fortsætte med at sprede sig, og det vil betyde, at vi skal styrke vores smitteforebyggende tiltag eller fastholde dem i længere tid for at holde epidemien under kontrol, lyder det fra Tyra Grove Krause i en pressemeddelelse.
Kort tid før nytår valgte Regeringen at forlænge de nuværende restriktioner til og med den 17. januar.

