Krimi31. juli 2020

Ny anbefaling fra Sundhedsstyrelsen: Her skal du bruge mundbind

Sundhedsstyrelsen anbefaler nu, at man bruger mundbind i visse situationer i offentlig transport
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/shutterstock_editorial_10661034f.jpg
 Foto: MEGA

Sundhedsstyrelsen anbefaler nu, at passagerer bruger mundbind, når der er trængsel i eksempelvis metro, tog eller bus Det oplyser styrelsen i en pressemeddelelse.

Anbefalingen kommer på et tidspunkt, hvor de flestes danskeres ferie er ved at slutte, og mange skal tilbage på arbejde.

- I den kommende tid rykker vi mere sammen, fordi vi vender tilbage på arbejde og uddannelse, og den kolde tid nærmer sig. Det kan gøre det sværere at holde afstand i mange situationer, også selvom man gerne vil. Det gælder f.eks. i den kollektive trafik i myldretiden eller i tætpakkede busser, tog og færger. Derfor anbefaler vi nu, at man tager et mundbind med i tasken i de situationer, og tager det på, hvis det er svært at holde afstand, udtaler Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, i en pressemeddelelse.

Senest ændrede Sundhedsstyrelsen sine retningslinjer for brug af mundbind den 9. juli: Her blev det anbefalet, at bruge mundbind i "helt særlige situationer".

- Mundbind kan bruges til at beskytte andre i nogle særlige situationer, hvor de andre redskaber til at forebygge smitte ikke rækker, sagde konstitueret vicedirektør Helene Probst dengang i en pressemeddelelse.

- Vores væsentligste anbefaling er, at hvis man er smittet eller kunne være smittet med covid-19, så skal man isolere sig. Når man skal til sygehuset for at blive testet, kan man ikke holde sin isolation imens. Derfor anbefaler vi, at man i den situation tager mundbind på, tilføjede hun.

Dengang anbefalede Sundhedsstyrelsen også, at man bar mundbind i lufthavnen, og de retningslinjer opdateres nu til også at gælde i myldretiden i offentlig transport.

Sundhedsstyrelsen understreger, at mundbind ikke kan erstatte de eksisterende anbefalinger, men skal betragtes som et supplement. Og det er meget vigtigt, at mundbindet bliver brugt korrekt for at forhindre smittespredning. Forkert brug kan nemlig øge risikoen for smitte.

Her kan du se, hvordan du bruger mundbind korrekt.

Sponsoreret indhold