Krimi21. april 2021

Ny afgift på e-cigaretter

Regeringen vil nu indføre afgift på den nikotinholdige væske i de populære e-cigaretter
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/e-cigaret_.jpg
 Foto: Jakob Eskildsen/Ritzau Scanpix

Det vil blive dyrere for danskerne at dampe på de populære e-cigaretter fremover.

I hvert fald, hvis det står til regeringen, der nu fremsætter et lovforslag, der skal indføre en afgift på nikotinholdige væsker, som typisk bruges i e-cigaretter. Formålet er, at færre skal ryge e-cigaretter med nikotinvæsker.

Med finansloven for 2020 blev det aftalt, at afgifterne på tobak skulle forhøjes for at mindske antallet af rygere.

Særligt skulle højere priser på tobak afholde børn og unge fra at begynde at ryge.

Samtidig aftalte man at indføre en ny afgift på væsker til e-cigaretter, og det fremsætter regeringen nu et lovforslag om, skriver skatteministeriet i en pressemeddelelse.

”Regeringen foreslår at indføre en afgift, som skal bestå af to satser, der afhænger af nikotinkoncentrationen. Et højt nikotinindhold medfører en høj afgift, et lavt nikotinindhold medfører en lav afgift. Forhåbentlig vælger de, der ryger e-cigaretter, så den væske med lavt nikotinindhold,” siger skatteminister Morten Bødskov i pressemeddelelsen.

Regeringen foreslår en sats på 1,5 kr. pr. milliliter væske, hvis nikotinkoncentrationen er til og med 12 mg pr. milliliter og en sats på 2,5 kr. pr. milliliter væske, hvis nikotinkoncentrationen er over 12 mg pr. milliliter. Afgiften foreslås indført fra og med den 1. juli 2022.

En beholder nikotinvæske til e-cigaretter på 10 ml kan i dag købes for ca. 25 kr. Afgiften medfører, at prisen omtrent fordobles til en pris på ca. 55 kr. for væsker med høj nikotinkoncentration.

Sponsoreret indhold