Nu taler Kim Walls kæreste om sit mareridt: - Siger godmorgen og godnat til hende

LÆS OGSÅ: Sådan døde Kim Wall
For de fleste danskere vækker navnet Kim Wall mindelser om en kvinde, som de ikke kender, men godt ved blev udsat for en alt for brutal skæbne.
De kender også hendes morder Peter Madsen. Men sagen fylder nok ikke meget i de flestes liv her præcis fem år efter, hun blev dræbt.

Men det gør det naturligvis for hendes kæreste Ole Stobbe, der i dag træder frem i DR-podcasten "Genstart". Og han kan fortælle om et mareridt og en angst, der aldrig stopper.
- Der er både en person, som der bliver sagt godmorgen til. Og godnat til, fortæller han tydeligt berørt til programmets vært Anna Ingrisch.
Ole Stobbe har i dag en diagnose for kompliceret PTSD. Han er fortsat så hårdt ramt af tabet af Kim Wall, at han helt har fravalgt at følge med i medierne af frygt for, at der kommer nye ting frem.
- Jeg har ikke hørt eller læst danske medier de seneste fem år. Kun til de absolut mest nødvendige ting. Jeg har valgt det fuldstændigt fra.
Interviewet i podcasten er da også en af de få gange, hvor han selv har delt noget i medierne.
Han har skrevet et mindeord for sin kæreste og et essay om sit sidste døgn med hende. Men ellers har han været næsten tavs.
- Men det fylder stadig alting.
- Det er det, jeg står op til om morgenen. Og det, jeg går i seng til om aftenen, forklarer Ole Stobbe, som nok aldrig får et normalt liv igen.
- Der er en stor del af mit liv, som er meget påvirket af ting, jeg har set, hørt og jeg ved.
Du kan høre hele interviewet her.