Nu må du kalde dit barn for Piphat

Nu er det officielt okay at kalde sin søn for Piphat eller Magnusdakki, mens din datter godt må hedde Diddedarling eller Zozo. Det skriver Politiken.
Den officielle danske navneliste er nemlig blevet opdateret med godkendte drenge- og pigenavne og flere af de nye navne kan umiddelbart godt lyde ret usædvanlige.
Der er dog en fin forklaring på, hvorfor flere af navnene kan lyde en anelse finurlige for danske ører.
Findes et navn ikke på Navnelisten, er det muligt for forældrene at ansøge om at få lov til at kalde barnet et særligt navn, og i den forbindelse kommer flere udenlandske navne altså i spil.
Navnet Piphat er eksempelvis thailandsk, fortæller navneforsker Michael Lerche Nielsen til Politiken.
Normalt at opkalde efter "Star Wars"
Ifølge navneforsker Michael Lerche Nielsen er de ualmindelige navne efterhånden en normalitet for danskerne.
- Man vænner sig til, at man ser mærkelige og unikke navne, fordi samfundet er ved det punkt, hvor det er okay at opkalde sit barn efter en "Star Wars"- eller "Ringenes herre"-figur, siger han til Politiken.
Hvert år bliver listen opdateret med cirka 3.000 nye drenge- og pigenavne, og på nuværende tidspunkt findes der godt og vel 44.000 godkendte navne.
Navne som Aknes, Soffhie, Yorkabel, Bjørch og Anniinet er blandt de nye godkendte pigenavne, mens de nye drengenavne blandt andet består af Brant, Margon, Name, Sand og Rzgar.