Krimi1. april 2021

Nu er det helt slut med synlig tobak

Fra nu af skal alle danske butikker gemme cigaretterne væk fra kassen
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20190408-073006-a-1920x1301we.jpg
 Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Hvis du fra i dag af spotter synlige smøger og andre tobaksprodukter i de danske butikker, så ser du på noget ulovligt.

Fra torsdag 1. april træder en ny rygelov nemlig i kraft, og derfor er det helt slut med synlig tobak i de danske butikker, kiosker, købmænd og tanksatationer fra nu af.

Formålet med at gemme cigaretter, rulletobak og snus væk er, at færre børn og unge skal begynde at ryge, nu hvor de ikke længere frister ved kassen.

Selvom det først nu er lovpligtigt at gemme tobaksvarerne væk, så har flere butikker skjult dem bag et mørkt gardin eller skabe længe, blandt andet store kæder som Coop, Salling Group, Rema og Dagrofa.

Stort fald i salget

Salling Group, der har føtex, Netto og Bilka, tog allerede selv valget i 2018, og dagligvarekoncernen har siden da solgt 116 millioner færre cigaretter, har de meldt ud i en pressemeddelelse.

- Det er positivt, at lovgivningen nu forpligter alle udsalgssteder til at bidrage til, at Danmark skal nå en røgfri generation i 2030, lyder det fra Brian Nyeng Olesen, salgschef i Salling Group.

- For skal vi lykkes med det, skal alle med, hvilket sker nu. Ellers ville vi fortsat bare sende de unge videre til der, hvor det er nemmest at købe cigaretter, fortsætter han.

Også hos Coop har man kunne mærke et fald i salget, efter man gemte smøgerne væk. Helt nøjagtigt er slaget faldet med 10 procent, skriver Kræftens Bekæmpelse i en pressemeddelelse.

Den nye rygelov blev stemt igennem at et bredt flertal i Folketinget i december 2020.

Det er S-regeringen sammen med De Radikale, SF, Enhedslisten, Alternativet, Venstre og De Konservative, der står bag handleplanen, der også indeholder andre tiltag mod rygning.

På et tidspunkt skal alle pakkerne til cigaretterne og andre tobaksvarer eksempelvis blive standardiseret.

Sponsoreret indhold