Krimi12. juni 2025

Nu bekræfter de: Det er Nicki Bille mistænkt for at stjæle i Meny

Ifølge kilder, som SE og HØR har talt med, var det angiveligt madvarer, som den tidligere landsholdsspiller forleden stjal, da han blev lagt i håndjern af Københavns Politi ved Meny Toften i Valby
Nicki Bille blev tidligere på måneden lagt i håndjern tæt på Meny ved Toften i Valby.
Nicki Bille blev tidligere på måneden lagt i håndjern tæt på Meny ved Toften i Valby.
 Foto: Privat

Kender du mere til sagen? Skriv en fortrolig mail til journalisten på saad@sh.dk

LÆS OGSÅ: Nicki Bille anholdt (igen): Ført væk af betjente

SE og HØR kunne i begyndelsen af juni afsløre, at Nicki Bille atter var blevet anholdt af Københavns Politi. Denne gang tæt på Meny Toften i Valby, hvor den tidligere landsholdsspiller angiveligt skulle have stjålet fra supermarkedet.

I dag kan SE og HØR fortælle, hvad den 37-årige Bille ifølge flere kilder tog med sig fra butikken - uden at punge ud for det.

SE og HØR har i denne uge talt med flere af hinanden uafhængige kilder tæt på sagen, som fortæller, at Nicki Bille ifølge deres oplysninger stjal madvarer fra Meny-forretningen i Valby denne junidag.

Det er nyt, da der tidligere har været tvivl om, hvilke varer der er tale om.

Nicki Bille blev ført væk af betjente.
Nicki Bille blev ført væk af betjente.
 Foto: Privat

I skrivende stund kan SE og HØR dog ikke fortælle, hvilke type eller typer af madvarer, som den tidligere landsholdsspiller er mistænkt for at stjæle.

Eller hvor stor værdien af varerne er.

Den voldsomme episode ved Meny kommer blot måneder efter, at Nicki Bille blev dømt for et røveri i en Coop365 i Hvidovre.

Her stjal han en juice, en thaiboks og en papvin til en værdi af 176 kroner - men ifølge anklagemyndigheden udviklede det hele sig til et røveri, da Nicki Bille gik tilbage for at konfrontere de to medarbejdere, en dreng på 16 og en dreng på 18 år.

Det kvitterede Retten i Glostrup for med en dom på seks måneders ubetinget fængsel.

Dommen er anket til Østre Landsret.

SE og HØR har flere gange siden anholdelsen forsøgt at få en kommentar fra Nicki Bille til sagen - også i dag. Men indtil videre uden held.

Både Meny Toften og Københavns Politi har tidligere bekræftet over for SE og HØR, at der havde været en episode i butikken 3. juni.

De ville dog ikke fortælle, at der er tale om Nicki Bille, ej heller hvad den tidligere fodboldstjerne skulle have taget.

Et øjenvidne har tidligere fortalt til SE og HØR, hvordan hun havde oplevet den korte, men intense jagt på Nicki Bille, efter han var kommet ud af Meny Toften i Valby.

- Fem ansatte havde fat i ham, hvor det så ud til, at det var en bestyrer, der tog mest fat, fortalte øjenvidnet, der udtalte sig anonymt.

- Personalet holdt ham (Nicki Bille, red.) nede, indtil politiet ankom til stedet med to patruljevogne og et salatfad. Jeg vil tro, at der var mellem syv og 10 betjente, fortalte øjenvidnet videre.

I skrivende stund er det uvist, hvad Nicki Bille er sigtet for, og om sigtelsen stadig er gældende.

Den tidligere landsholdsangiber blev anholdt efter episoden ved Meny - men blev løsladt igen og ikke fremstillet i grundlovsforhør.

Sponsoreret indhold