Krimi 28. april 2020

Norsk sundhedsminister med rørende tale: - Næste sommer findes ikke, når du er ung

Da den norske regering i går holdt corona-pressemøde lod Norges sundhedsminister Bent Høie paraderne falde
Foto: Terje Bendiksby/NTB/Ritzau Scanpix

I vores naboland Norge holder regeringen dagligt pressemøde for at holde befolkningen opdateret på det seneste i coronakrisen. 

Normalt er det fakta og formaninger, der bliver talt om til disse pressemøder, men i går talte Norges sundhedsminister, 48-årige Bent Høie, virkelig til følelserne. 

Ligesom i Danmark er Norge begyndt at åbne op, og her er det også de mindste, der starter i institution og skole, mens de større børn og unge må vente med at komme tilbage til deres hverdag. 

Og det var netop de unge, som sundhedsministeren talte til ved gårsdagens pressemøde: 

- Vi glæder os alle over, at de mindste kan komme tilbage i skole. Men jeg vil gerne tale lidt om de største. De, som fortsat må vente og længes, indledte han i sin tale til de unge og fortsatte:

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

"Vi har ikke glemt jer"

- Jeg vil gerne sige til vores unge, at vi ikke har glemt dem. Det er vores mål, at de skal komme tilbage i skole før sommerferien, understregede han. 

Han fortalte, at man har det med at takke folk, der arbejder på frontlinjen, men han ønskede at takke nogle helt bestemte: 

- Nu er det på høje tid, vi takker vores unge. De har ofret meget, slog han fast i sin tale. 

I sin tale kom han ind på, at der i Norge har været hytteforbud, hvor man ikke måtte rejse op til sin hytte, og det har mange voksne været frustrerede over, ligesom det heller ikke har været en fest for dem at arbejde hjemme. 

"Så kom virus og knuste alle drømmene"

- Hytten ligger stille og venter på dig. Kontoret på jobbet er præcis, som du forlod det. Sådan er det ikke, når du er ung: Foråret, hvor du fyldte 14, ligger ikke og venter på, du skal komme. Det er ikke muligt at vende tilbage til sommeren, hvor du var 17. Studentertiden kan ikke spilles på repeat, lød det fra ministeren. 

- Vi, som er voksne, taler om næste sommer, men næste sommer er for midaldrende mænd, som køber fars og toiletpapir på tilbud. Næste sommer findes ikke, når du er ung, sagde han i sin rørende tale. 

- Når du er ung, tænker du kun på, hvad der sker i dag og i morgen. Du drømmer om det, der skal ske dette forår og denne sommer. Du drømmer om fodboldturneringen, hvor du vil score et mål, som ingen har set mage til. Du drømmer om klasseturen, hvor du vil tage mod til at flirte med klassens sødeste fyr. Du drømmer om skoleballet, hvor du vil danse natten lang i den dyre kjole, som du har slidt og slæbt et år for at få. Du drømmer om studentertiden, hvor du skal fejre og feste i den fedeste lastbil. Men så kom virussen og knuste alle drømmene. 

Dette år bliver anderledes

Sundhedsministeren fortsatte med at tale direkte til de unge, der har måtte fjernundervises i mange uger. 

- I tillæg er det umuligt at koncentrere sig om hjemmeundervisningen, fordi dine forældre snakker så højt, når de holder Skype-møde med jobbet. 

- Jeg ville gerne sige, at alt snart bliver som før. Men det kan jeg desværre ikke. Dette forår bliver anderledes. Denne sommer bliver anderledes. Dette år bliver anderledes. Ungdommen må gøre det anderledes: De har sat deres liv på hold, så andre kan beholde deres. 

Talen afsluttedes dog på ganske rørende vis: 

- Jeg håber, I kommer til at danse, selvom der ikke bliver noget skolebal. Jeg håber, I kommer til at score fantastiske mål, selvom der ikke er nogen fodboldturnering. Jeg håber, I kommer til at flirte med søde fyre og søde piger, selvom der ikke bliver nogen klassetur. Jeg håber, I får en fed og fin studentertid, selvom den bliver anderledes, sagde han direkte henvendt til Norges ungdom. 

- Denne tid er speciel. Jeg håber, den bliver fin alligevel. 1000 tak til hele Norges ungdom. 1000 tak til 2020's studenter - vi kommer til at huske jer!

Du kan se hele den rørende tale herunder: 

Sponsoreret indhold