Norsk politi bekræfter: Død person er syvårig dreng
LÆS OGSÅ: Politiet leder stadig efter syvårig dreng i Norge – har fundet hans solbriller
Tirsdag blev en død person fundet i forbindelse med eftersøgningen af en syvårig dreng, der forsvandt søndag efter en jagttur med familien i den norske by Lindesnes.
Det skriver VG.
I første omgang ville politiet ikke bekræfte, hvem den døde person var, blot at drengens forældre var orienteret om fundet.
Det var en hundepatrulje, der fandt drengen i skoven cirka tre kilometer, hvor han forsvandt fra.
– Det er en meget tragisk sag. Når børn er involveret i alvorlige hændelser, gør det et ekstra indtryk på os alle sammen, siger politichef i Mandal Bernt Mushom.
Et hav af mennesker ledte i to dage efter drengen, mens helikoptere og droner blev sendt i vejret for at finde den syvårige dreng i det udfordrende terræn.
Også borgmesteren deltog i eftersøgningen. Han er meget berørt af fundet af den døde dreng.
– Det er svært at holde tårerne tilbage, selv for mig. Det er frygteligt tungt, forfærdeligt for de pårørende, siger Alf Erik Andersen, borgmester i Lindesnes.
Drengen skal nu obduceres, så en dødsårsag kan klarlægges.
Ifølge politiet er der ikke noget, der tyder på, at drengen har været udsat for noget kriminelt.