Krimi25. marts 2024 (opd. 5. september 2024)

Norge er rystet af flere drab end tidligere: Her går det helt galt

16 drabssager ryster Norge i årets første kvartal. Det er særligt i familierne, at dødsfaldene sket - og det er uvant for landet
Konen til den norske mangemillionær Tom Hagen, Anne-Elisabeth Falkevik Hagen, er ikke med i årets drabsstatistik, da hun fortsat ikke er fundet. Men sagen behandles som en drabssag i familien.
Konen til den norske mangemillionær Tom Hagen, Anne-Elisabeth Falkevik Hagen, er ikke med i årets drabsstatistik, da hun fortsat ikke er fundet. Men sagen behandles som en drabssag i familien.
 Foto: Handout/AFP/Ritzau Scanpix

I løbet af årets tre første måneder er der påbegyndt efterforskninger af 16 drabssager med i alt 21 ofre i Norge.

Det antal bekymrer Den Nationale Kriminaltjeneste i Norge - også kaldet Kripos.

Det siger Kristin Kvigne, der er chef i Kripos, til det norske medie NRK ifølge nyhedsbureauet NTB.

- Vi er bange for, at vi får flere drab i Norge end tidligere. Vi har traditionelt været et land med få drab, og vi har haft en kontrollerbar situation i forhold til det.

Hele sidste år blev der registreret 33 drabssager med i alt 36 ofre.

- Vi så også i 2023, at der var flere drab, end der var i 2022, og vi er bekymrede over udviklingen. Men det er for tidligt at drage konklusioner om, at vi ser et forhøjet antal drab i Norge generelt, siger Kristin Kvigne.

Til sammenligning blev der i 2023 begået 28 drab i Danmark.

Lørdag blev fire personer fundet døde i et parcelhus i landsbyen Torpo i det centrale Norge.

Politiet mener ikke, at andre personer var involveret i hændelsen, der derfor efterforskes som drab og selvmord.

- Dette er en grufuld tragedie for familien, lokalsamfundet og hele landet, siger Kristin Kvigne.

Kripos bistår det lokale politi i efterforskningen af den sag.

Sagen er den fjerde i år, der efterforskes som drab i familien. I alt har drab i familier kostet 14 personer livet indtil videre i år.

En anden sag om drab i familien, der har rystet Norge i år, er en sag, hvor det menes, at en 65-årig mand dræbte sine to døtre og et barnebarn på blot ti måneder, hvorefter han dræbte sig selv.

Det skete i byen Skogbygda, der ligger nordøst for Oslo.

Kripos er en enhed i norsk politi, der har til opgave at bekæmpe organiseret og anden alvorlig kriminalitet.

Sponsoreret indhold